Klar, parat, Østrig!

De fleste Formel 1-fans ser ekstra meget frem til fredag, hvor sæsonen 2020 finder sin start med cirka 4 måneders forsinkelse. Vinterens generalprøve med testugen i Barcelona virker lysår væk, så der er meget at glæde sig til ved premieren i weekenden.

Max Verstappen er gået fra at være blandt favoritfeltet til verdensmesterskabet til nu for alvor at være storfavorit i 2020. Det skyldes i høj grad, at sæsonen starter med en double-header i Østrig, hvor Verstappen har sejret i 2018 og 2019. De to løbsweekender på Red Bull Ring kaster en stor matchbold i retning af hollænderen, da Verstappen med stor sandsynlighed får den unikke chance for at stå med hele 50 point på kontoen om halvanden uges tid, når der har været ternet flag to gange på Red Bulls hjemmebane. Det bliver spændende at følge hvordan Verstappen vil agere, når han pludselig er den jagede og ikke den konstant jagende.

Sebastian Vettel stopper hos Ferrari efter i år, og i weekenden får vi den første indikation på, hvordan den beslutning influerer på samarbejdet mellem den 4-dobbelte verdensmester og La Scuderia. Vil Vettel blive behandlet som Kimi Raikkönen i finnens sidste sæsoner hos Ferrari hvor Raikkönen var overladt helt til sig selv, eller ser Ferrari stadig Vettel som deres mest oplagte verdensmesterskabskandidat. Det kunne dufte af, at Charles Leclerc vil få den ubetingede opvartning fra teamet på bekostning af en snart fribåren Vettel, men hvis tyskeren står med Pole Position efter kvalifikationen lørdag, står Ferrari med et svært håndterbart luksusproblem.

Racing Point fik mange til at spærre øjnene op ved vinterens pre-season tests på grund af deres stærke performance. Selvom man ikke skal drage forhastede konklusioner ud fra nogle tests der fandt sted i februar, er der alligevel gisninger om, at Racing Point i denne sæson er en modereret Mercedes i lyserød forklædning. Har Racing Point reelt den overbevisende fart nu hvor sæsonen starter? Hvis svaret til det spørgsmål er ja, vil Sergio Perez og Lance Stroll kunne dominere midterfeltet og måske være tæt på McLaren, der i sidste sæson befandt sig i et vakuum mellem de 3 topteams og midterfeltet. Racing Point vil blive fulgt nøje i sæsonåbneren især efter en sæson 2019 hvor de nærmest forsvandt i glemslen.