Suc­ce­sen og fi­a­sko­en i Østrig

Sæsonåbneren blev en dramatisk én af slagsen med hele 9 udgåede racere. Valtteri Bottas holdt det jagende felt fra podiets øverste trin, selvom Mercedes-teamet gav udtryk for stor bekymring for deres raceres tilstand. Podiet ved Østrigs Grand Prix 2020 blev:

  1. Valtteri Bottas
  2. Charles Leclerc
  3. Lando Norris

Succesen

Det kommer næppe som en overraskelse: Succesen ved årets første løbsweekend var Lando Norris. Den unge englænder var sidste sæson en stærk men lidt svingende rookie, og nu i sit kun andet Formel 1-år startede Norris som lyn og torden. Norris disponerede sit løb på en særdeles overbevisende måde, og kørte klogt i forhold til hurtigere konkurrenter - eksempelvis Alexander Albon og Lewis Hamilton - som han undlod risikable dueller med for at fokusere på sit eget løb. Fedtspillede Norris sig til karrierens første Formel 1-podieplacering ved at holde sig fra nærkampe med på papiret stærkere modstandere? Overhovedet ikke. Norris havde en neglebidende duel med sin egen holdkammerat Carlos Sainz Jr. da begge McLaren-kørere i løbets sidste tredjedel kunne dufte podiet. På de døende omgange af løbet skulle Norris nå inden for 5 sekunder af Lewis Hamilton (som bar på en 5-sekunders straf) for at komme på podiet. En afsluttende uhørt hurtig omgang af Norris gav McLaren det 2. podium i de seneste 3 løb, og Norris fik samtidig sat hurtigste omgangstid, hvilket gav ham et ekstra VM-point foruden pointene for sin flotte 3. plads.

Boblerne: Valtteri Bottas, McLaren, Pierre Gasly


Fiaskoen

Der var tæt løb om at være den store fiasko i Østrig, men det er den 4-dobbelte verdensmester Sebastian Vettel der løber med titlen. Forudsætningerne var ikke gode fra weekendens start. Vettel afslørede ved en presseudtalelse i torsdags, at Ferrari slet ikke havde tilbudt ham en kontrakt for det kommende år, hvorfor deres veje må skilles. Oven i dette er Ferrari slet ikke hvor de skal være rent performancemæssigt, og de røde racere har tydelige problemer med at finde farten til at hænge på midterfeltets stærkeste hold som McLaren og Racing Point. Alligevel var Vettels holdkammerat Charles Leclerc på en 2. plads da det ternede flag faldt, hvilket står i skærende kontrast til Vettels 10. plads. Hvor detroniseret er Vettel? Der er nok ikke et endegyldigt svar på dette spørgsmål her efter årets allerførste løbsweekend, men en exit i Q2 ved kvalifikationen og et løbsdefinerende oversatset overhalingsforsøg med en snurretur til følge er desværre de største konklusioner efter en helt håbløs weekend for Ferraris nummer 5.

Boblerne: Haas, Alexander Albon, 3 x Safety Car-periode