Klar til Belgien?

I de forgangne uger har der været sommerferie for Formel 1-feltet. Der har dog langt fra været stille omkring Formel 1, som du kan læse mere om her. Nu er der igen action på banen, og legendariske Spa-Francorchamps ligger asfalt til. Hvad skal vi holde øje med i weekenden?

Det er værd at holde øje med Lando Norris. Lando hvem? Norris er et hypet stortalent fra McLarens akademi, der får chancen i den første frie træning fredag i stedet for Fernando Alonso. Hvordan Norris klarer sin første tur i en Formel 1-racer kommer til at definere Stoffel Vandoornes fremtid. Hvordan? McLaren har bekræftet Carlos Sainz Jr. i det ene sæde for 2019, men det andet sæde (som Vandoorne har for øjeblikket) er ikke bekræftet. Kan Lando Norris allerede matche Vandoorne efter fredagens første træning, kan Vandoorne være på vej ud af døren hos McLaren.

"The King of Spa" er også værd at holde øje med - Kimi Raikkönen. Finnen har haft sin stærkeste halvsæson i mange år, og titlen som kongen af Spa skyldes Raikkönens fire sejre på banen. Raikkönen har bejlet til en sejr siden hans comeback til Ferrari i 2014, men det har indtil nu kun været lige ved og næsten. Kan Raikkönen vinde i weekenden vil det være årets mest populære sejr blandt Formel 1-fans.

Hvor står Haas her efter sommerpausen? Haas valgte noget overraskende at droppe sommertesten i Ungarn, hvor de forskellige teams havde mulighed for at få kilometer i racerne uden for løbsweekenderne. Alle de andre teams deltog. Haas har holdmæssigt været sæsonens store overraskelse, men de andre teams har nu haft mulighed for at indhente noget af Haas´ forspring. Samtidig har Haas´ teamchef Günther Steiner udtalt, at Haas ikke længere udvikler på deres 2018-racer. Stiller det Haas dårligere for resten af året? Weekenden i Belgien vil give svar på dette.