Klar til Østrig?

Servus Österreich! Det er blevet tid til den bane på Formel 1-kalenderen, der har de flotteste omgivelser. Red Bull Ring i Østrig ligger asfalt til weekendens Grand Prix, men hvad skal vi - udover omgivelserne - holde øje med?

Red Bull er naturligvis i fokus på hjemmebanen i Østrig. Selvom der er mange prestigefyldte løb at vinde set over en Formel 1-sæson, må Red Bull alligevel være ekstra opsatte på, at vinde på banen i Spielberg. Det er første gang siden det østrigske Grand Prix gjorde comeback i 2014, at der er en realistisk chance for Red Bull-sejr. Hvor der tidligere har stået Mercedes på det meste ved det østrigske Grand Prix, banker Red Bull på for en sejr. I øjeblikket har Max Verstappen overtaget hos Red Bull, hvorfor hollænderen kunne være et godt bud på en vinder.

Fernando Alonso er værd at holde øje med - mest fordi de kommende uger kan blive afgørende for, om Alonso vælger Formel 1-pensionen efter 2018. Frustrationerne stod ud af spanieren ved det franske Grand Prix, hvilket har pustet yderligere til spekulationerne om Alonsos fremtid. Med Daniel Ricciardo og Charles Leclerc rygtet til de attraktive pladser hos et af de tre topteams er Alonsos eneste reelle mulighed hos McLaren. Et løb i Østrig uden point til Alonso kan give spanieren det sidste skub i retning af et farvel til sporten.

Nico Hülkenberg har haft en forrygende sæson 2018 indtil nu, men det går for det meste ubemærket hen, da det foregår på en stabil og ikke særlig spektakulær måde. Ikke desto mindre ligger Hülkenberg aktuelt nummer 7 i verdensmesterskabet, og kan lige nu kalde sig "best of the rest" bag de seks kørere fra Red Bull, Ferrari og Mercedes. Hülkenberg griber ud efter mere, og afhængigt af starten på selve løbet, kan tyskeren realistisk række ud efter en top 5-placering ved det østrigske Grand Prix.