Ingen Formel 1 i Danmark

I sidste uge blev det endeligt besluttet, at København ikke kommer til at ligge asfalt til en række Formel 1-løb fra 2020. Problemet? Det danske bud kommer 10 år for sent.

Bybaner er blevet populære i Formel 1, hvor Singapore er den mest vedvarende af de "nye". Valencia har også været vært, Baku virker som nyt fast inventar, og Miami kommer på Formel 1-kalenderen fra 2019. København har ikke de samme muskler som de nævnte byer - hverken økonomisk eller logistisk. Det danske bud skulle have konkurreret mod Valencia tilbage i de sene 00´ere, da Valencia lignede det danske bud mest. Det er nu mange år for sent, og bybanen i Valencia har også været en katastrofal forretning for byen, hvorfor den ikke er det optimale forbillede.

Tidligere har jeg også været forbeholden over for, at man baserede hele idéen om "Danmarks Grand Prix" ud fra en bybane i København - se mere i "Nye vinde i Formel 1". Jeg håber, at idégruppen bag det københavnske bud vil samle deres kræfter mod en indsats til grundlæggelse af en permanent dansk international racerbane. Det virker dog ikke som deres intention, hvilket er virkeligt ærgerligt, da det ville være en mere langsigtet gevinst for motorsport i Danmark og Skandinavien. Formel 1 i København var en sjov idé, men idégruppen opererede med et for smalt succesgrundlag, når hele initiativet var bundet op på Københavns "ja" i stedet for en mangeårig forretning for områder i Danmark, hvor en fast racerbane kunne tiltrække andet og mere end kun Formel 1.