Farvel og goddag

I dag kom beskeden om, at Fernando Alonso trækker sig fra Formel 1 efter 2018-sæsonen. Selvom Alonso har opført sig diplomatisk i pressen, er det et bittert farvel til sporten efter et katastrofalt og uforløst ophold hos McLaren. I sidste uge blev Daniel Ricciardo bekræftet som Renault-kører fra 2019, hvilket er beskrevet som et chok-skifte. Jeg er helt uforstående over for, at Ricciardo har chokeret med sin beslutning. Det må være de færreste der kunne se, at Ricciardo på ny skulle binde sig til et team, hvor Max Verstappen er medkøreren. Hvad betyder Alonsos farvel og Ricciardos Renault-goddag i forhold til sæderne for næste sæson? Mit bud er...

Der er et sæde ledigt hos Red Bull, der bliver besat af Pierre Gasly. Konkurrenten til Red Bull-sædet - Red Bull-ejede Carlos Sainz Jr. - er fundet i overskud hos Renault. Alonsos farvel har gjort et sæde ledigt hos McLaren, og nu vil det engelske team bruge lønkronerne på netop Sainz Jr. i kombination med Stoffel Vandoorne. Alonsos tilbagetræden har - som jeg ser det - reddet Vandoornes Formel 1-karriere. McLaren vil ikke smide Vandoorne på porten nu, hvor belgieren er den kører med mest erfaring med McLarens setup. Det betyder også, at McLaren-junior Lando Norris må vente endnu et år på Formel 1-chancen medmindre Norris kan udlejes til Toro Rosso, hvor der er et ledigt sæde, hvis Gasly kommer til Red Bull. Hos Toro Rosso er der potentielt to ledige sæder, da Brendon Hartley ligner en færdig mand.

Hvad med resten af kørermarkedet? Efter Lance Strolls far har købt sig ind i Force India er det 99% sikkert, at Stroll sidder i den ene af de to racere næste år. Det bliver højst sandsynligt på bekostning af Esteban Ocon. Skal Williams stadig køre med Mercedes-motorer i 2019 er det tænkeligt, at Ocon bliver placeret i en Williams, da Ocon er ejet af Mercedes. Williams vælger en betalingskører som supplement til Ocon, såfremt franskmanden havner hos det engelske team. Kimi Raikkönen forlænger sin aftale med Ferrari for 2019. Herefter er det slut for finnen, hvor Charles Leclerc vil tage over i 2020. For 2019 fortsætter Leclerc hos Sauber medmindre en stærk efterårssæson gør, at monegaskeren kan skubbe Romain Grosjean ud hos Haas. Marcus Ericssons og Sergey Sirotkins Formel 1-fremtid afhænger alene af sponsorkroner.

Forvirret? Kampen om sæderne er først lige begyndt.