McLarens Messias

Der begynder at tegne sig et billede af, hvem der i indeværende årti skal være kørerne, der driver de enkelte holds succes. Charles Leclerc fik meget atypisk i Formel 1-sammenhæng en 5-årig aftale tilbage i 2019, og Max Verstappen fik en 3-årig aftale i 2020. Der har nok næppe været nogen tvivl om, at netop de to kørere er de foretrukne langtidsinvesteringer for henholdsvis Ferrari og Red Bull. I denne uge blev det bekræftet fra McLaren, at Lando Norris har fået en "flerårig aftale". Hvad det indebærer er ikke præciseret, men det er forventeligt, at den nye aftale er gældende minimum 3 sæsoner frem i tiden.

I løbet af 2010´erne blev de tidligere benyttede længerevarende kontrakter til Formel 1-kørere udfaset og erstattet af korttidskontrakter ofte kun dækkende for maksimalt et par sæsoner. Der er derfor en stor signalværdi i, at McLaren vælger at forlænge flerårigt med Lando Norris. Det unge engelske talent skal være McLarens fremtid nøjagtig som Lewis Hamilton var det i 6 sæsoner fra 2007 og frem. På grund af Max Verstappens høje topniveau, Charles Leclercs gode resultater og Lewis Hamiltons dominans er McLarens fremgang blevet glemt i mængden, og måske er Norris´ resultater tenderende undervurderet grundet de andres åbenlyse succes og Norris´egen lettere underspillet- og komiske personlighed.

Jeg er sikker på, at McLaren inden for 2-3 år igen kører med om verdensmesterskabet, og selvom Daniel Ricciardo fortsat er en kører på højt niveau (og nok vil være det de næste par år), er det Norris´ storhedstid karrieremæssigt, der vil kunne falde sammen med McLarens ultimative comeback til titelkampen. Den langsigtede plan er ikke længere mange år ude i fremtiden, og Norris er klar til at indtage den Messias-rolle hos McLaren, der ikke har været udfyldt siden Hamilton gik til Mercedes. Makkerskabet McLaren og Norris har et enormt potentiale, hvilket det er begge parters gensidige ansvar at forløse.