Klar til Monaco?

Det mest traditionsrige Formel 1 Grand Prix venter i weekenden. Hvad er værd at holde øje med i fyrstedømmet?

Jenson Button er værd at holde øje med. Den rutinerede englænder skal sikre McLaren point i Monte Carlos gader. Realistisk? Det har jeg givet mit bud på i indlægget: En gentleman vender tilbage. Ved Monacos Grand Prix betyder motorkraft generelt mindre. Derfor afhænger meget af kørerens evner, og i særdeleshed ved lørdagens (meget vigtige!) kvalifikation. Button har måske ikke altid været kvalifikationens mester, men Buttons rutine i Monacos gader og hans evner til at få problemfrie løb gør, at der kan være point i vente.

Jolyon Palmer fortjener nok engang et opmærksomt øje. Palmer er en presset mand. I den forgangne uge har Renault været ude og dementere, at holdet vil støtte op om, at Palmers sæson kommer på ret køl. For øjeblikket er Renaults reservekører Sergey Sirotkin travlt optaget af forberedelserne til hans første Le Mans-deltagelse. Når Le Mans er overstået i midten af juni, så er der ingen tvivl om, at Sirotkin (og hans bagland) vil lægge pres på Renault med henblik på, at overtage Palmers Renault-sæde i Formel 1-sommerpausen i august. Et godt Grand Prix for Palmer i Monaco kan ødelægge Sirotkins plan. Sidste år lavede Palmer en rigtig ærgerlig fejl tidligt i løbet, så der er plads til forbedring i årets udgave af Monacos Grand Prix.

Den sidste der er værd at holde øje med er som Palmer og Button også englænder - Lewis Hamilton. Hamilton kørte et flot Grand Prix i Spanien, og virker til at have genfundet noget af det flow, som skal sikre hans kandidatur til verdensmesterskabet. Kan Hamilton vinde i Monaco? Jeg tror det ikke. For Hamilton og Mercedes handler weekenden om at holde et vågent øje med Sebastian Vettel. Monacos Grand Prix er så meget sit eget, at det kan være svært, at have fokus på verdensmesterskabsduellen til netop det løb. Det skyldes at der er en håndfuld kørere, som realistisk kan være i spil til sejren i den kommende weekend. Ved næste Grand Prix i Canada (11.juni) kan Mercedes og Ferrari igen dominere på motorkraft. I weekenden har Hamilton kun øjnene på den røde bil med femtallet.