Månedens… november 2021

Denne udgave af ’Månedens profil’ og ’Månedens moment’ er baseret på:

  • Mexicos Grand Prix 5.- 7. november 2021
  • Brasiliens Grand Prix 12.- 14. november 2021
  • Qatars Grand Prix 19.-21. november 2021

Månedens profil

Der var ingen over Lewis Hamilton i november. Til trods for at 1/3 af de kørte løb blev vundet af Max Verstappen, var de resterende weekender domineret af en Hamilton i den mest suveræne version af sig selv. Pole Position i både Brasilien og Qatar hvor især indsatsen i Brasiliens sprintløb og -Grand Prix fik folk til at spærre øjnene op. Diskvalificeret fra Pole Position og startende bagerst åd Hamilton sig grisk gennem feltet. Med endnu en placeringsstraf til selve løbet, så det umuligt ud, men det endte med en sejr. Sejren blev kørt hjem i overlegen stil, hvor selv Verstappen måtte give fortabt, da der blev åbnet for en "Masterclass"-lektion fra den 7-dobbelte verdensmester. Hamiltons urørlige niveau i den forgangne måned er årsagen til, at verdensmesterskabet først afgøres i sæsonens sidste løb.

Lige ved og næsten som ’Månedens profil’

  • Fernando Alonso der i Qatar kørte sig til sit første podie i 7 år.
  • Ferrari der som hold fik begge racere i top 8 ved alle 3 løb i november.
  • Kimi Raikkönen med årets bedste resultat som nummer 8 i Mexico.

Månedens moment

Fernando Alonsos teamradio i Qatar via sin ingeniør til Esteban Ocon. En radiomelding der understregede det fællesskab, der er i Alpine-teamet. Ved Ungarns Grand Prix som Esteban Ocon vandt skulle en del af æren for "arbejdsroen" til Ocon tilskrives Alonso. Den rutinerede spanier kæmpede som en løve for at holde Hamilton fra fadet. Det lykkedes i høj grad, og Alonso ofrede sit eget podie for Ocons succes. "Tell Esteban to defend like a lion" var Alonsos besked i Qatar, og tjenesten blev gengældt om end Ocons forsvar måtte strække våben tidligt. Hos Alpine er de der for hinanden både kørerne og som team. Det er det endelige opgør med det stærkt kritiserede forhenværende Renault-hold, hvor sammenhold tidligere ikke var det første ord i teamets ordbog.

Lige ved og næsten som ’Månedens moment’

  • Det brasilianske publikums hyldest af Hamiltons sejr i Brasilien. En hyldest der kun er overgået af den til de indfødte brasilianere Felipe Massa og Ayrton Senna ved deres respektive sejre på Interlagos-banen i 2008 og 1991.
  • Da Max Verstappen med fingrene ville se nærmere på bagvingen af Mercedes´ nummer 44. Det udløste en klækkelig bøde på 50.000 €.
  • Sergio Perez´ far der stjal showet ved Mexicos Grand Prix. Sønnens 3. plads blev fejret som om det var et afgjort verdensmesterskab.