Klar til Bahrain?

Sæsonens andet Grand Prix venter i den kommende weekend. I ørkenstaten Bahrain skal slaget stå, men hvem skal der holdes ekstra øje med?

Valtteri Bottas er under et stort pres. Holdkammerat Lewis Hamilton er den ubestridte leder hos Mercedes, og Bottas har kun kontrakt for indeværende sæson. Finnen har meget at tabe ved hvert Grand Prix, men Bottas tog en flot Pole Position i Bahrain sidste år, hvilket må give håb om et godt resultat igen i år. Bottas´ selvtillid er hårdere ramt i år end sidste år på samme tid, da åbningsweekenden i Australien var én lang uheldig nedtur for Mercedes-køreren. En kvalificering foran begge Red Bull-racere vil være godkendt for Bottas.

Fernando Alonso sluttede Australiens Grand Prix med et "now we can fight" over radioen. Var McLarens 5. plads i Australien et reelt billede af farten anno 2018? Højst sandsynligt ikke. Alonso er dog stadig den kører med flest sejre i Bahrain (deler pladsen med Sebastian Vettel), så det er uden tvivl en bane, der passer den rutinerede spanier. McLaren floppede fælt ved kvalifikationen i Australien. Kan kvalifikationen forbedres i Bahrain er der håb om et podie til Alonso, hvis topholdene får uheld.

Haas skal man holde nøje øje med - hvordan kan teamet rejse sig efter fadæsen i Melbourne? Haas har alt at vinde i den kommende weekend, men forholdene er meget anderledes i Bahrain end i Australien. Derfor tror jeg også, at Haas stadig skal kæmpe for deltagelse i Q3 og point i selve løbet, mere end de skal kæmpe med om podiet. Holdene omkring Haas vil uden tvivl forbedre sig over de kommende løb, så Haas skal have point til begge racere i Bahrain. Virker hjulnøglen denne gang?