'}}
Torpe-do or Torpe-don´t?

Torpedoen er tilbage! Russiske Daniil Kvyat har lavet en "Kevin Magnussen" med et umuligt comeback bedst som Formel 1-karrieren virkede afsluttet. Toro Rosso-teamet må være forbundet med blandede følelser hos Kvyat, da han både er blevet ansat til- (2014), opgraderet fra- (2015), degraderet til- (2016), fyret fra- (2017) og nu genansat til teamet. Efter fyringen fra Toro Rosso i 2017 blev Kyvat løst fra alle forpligtelser over for Red Bull-koncernen. Meget overraskende fandt russeren arbejde hos Ferrari som simulatorkører i 2018. Netop arbejdet hos Ferrari kan have gjort Kvyat så attraktiv, at Dr. Helmuth Marko har banet vejen for det overraskende comeback.

Kvyat er en glimrende racerkører, men der var en grund til, at Red Bull degraderede ham tilbage til Toro Rosso i 2016 og hvorfor han siden blev fyret i 2017. Han havde opnået øgenavnet "Torpedoen" grundet en række dårlige beslutninger i forskellige løb, der oftest endte med en torpedo-lignende påkørsel af en konkurrent. Toro Rosso-ledelsen må have set noget ekstraordinært, siden de tager Kvyat ind i varmen igen. Med debutanten Alexander Albon i den anden Toro Rosso-racer, kan det være et klogt træk, at få en kører ind i teamet, der kan supplere med 72 Grand Prix-starter. Jeg er meget spændt på, hvorvidt Kvyat kan levere her i hans comeback. Umiddelbart mener jeg, at han ikke bør frygte alvorlig konkurrence fra sin nye holdkammerat Albon - dertil bør russerens erfaring bringe ham nogle skridt foran. Det spændende element bliver, om Kvyat kan løfte "arven" efter Pierre Gasly, der i 2018 beviste, at Toro Rosso-raceren kunne drille de øvrige midterhold ved en række løb over sæsonen. Lykkes det for Kvyat, kan det ende med, at torpedo-navnet bliver udskiftet med "missilet".