'}}
Svar på tiltale

Som optakt til årets første Formel 1-weekend fremsatte jeg en række forudsigelser ud fra imaginære lykkekager. Har du endnu ikke læst dem, kan du finde artiklen her. Efter kun 3 løb i sæsonen er der givet delvis svar på tiltale.

De er slagne

Mine håbefulde forudsigelser for Lewis Hamilton og for Ferrari ligner en fuser. Både Hamilton og Ferrari har gjort det nogenlunde i årets første trekløver af Grand Prix-weekender. Problemet er, når sammenligningsgrundlaget bliver urimeligt. Når Red Bull leverer på et uhørt højt niveau, klinger nogenlunde mere negativt end positivt. Det er slet ikke udelukket, at Hamilton eller en af de to Ferrari-kørere (endda begge Ferrari-musketerer) får en sejr i sæsonen. En Grand Prix-sejr ville som udgangspunkt redde sæsonen for langt de fleste i Formel 1-feltet. De førnævnte er dog ikke 'langt de fleste'. Vi taler om en 7-dobbelt verdensmester og den mest vindende konstruktør i Formel 1. Forventningerne er sat derefter, hvilket giver middelmådige indsatser dumpekarakter. Reelt har hverken Hamilton eller Ferrari lagt et ekstra lag på deres niveau i år. Den udeblevne forbedring har allerede sat dem på bagkant i forhold til ambitionen om, at kunne duellere om verdensmesterskabet. McLaren havde jeg en holdintern forudsigelse for, men den øjeblikkelige situation hos det engelske team er så håbløs, at man ikke kan lave en anvendelig bedømmelse af kørernes interne styrkeforhold på nuværende tidspunkt. McLaren skal først og fremmest lede efter medvind på cykelstien før McLaren selv eller udefrakommende opsætter utopiske ambitioner.

De er på rette vej

Jeg havde også positive forudsigelser for Fernando Alonso og Nico Hülkenberg. Begge har i år gang i en decideret genrejsning af deres respektive Formel 1-karriere. Alonso banker på for en sejr. Første (og måske eneste) gang Red Bull fejler i sæsonen - og det sker før eller siden - er Alonso klar til at tage sin første Grand Prix-sejr i mere end et årti. Kommer tid kommer råd for spanieren. Hülkenberg har ganske hurtigt markeret sig på linje med holdkammerat Kevin Magnussen, og 'Hulk' har hentet en pæn bunke point på ganske få forsøg. Ved Australiens Grand Prix var podiet inden for rækkevidde i en kort sekvens, og troen på Hülkenberg er stor i Haas-teamet og blandt iagttagere af sporten. Skulle Hülkenberg ikke nå at indfri den længe ventede podiedrøm, vil det være en stor milepæl, hvis tyskeren kan blive en driftssikker faktor i Formel 1´s meget jævnbyrdige midterfelt.

Først om 2 uger går det løs igen, hvorfor vi må vente lidt endnu på flere svar på tiltale.