Selvom thanksgiving og jul er inden for rækkevidde er det ikke til ære for de traditioner, at der er "Grand Prix Turkey". Der er ikke tale om fjerkræet men derimod landet, hvorfor det nok giver bedre mening kun at benytte navngivningen "Turkish Grand Prix". Instanbul Park er tilbage for første gang siden 2011.
Da Tyrkiet kom på Formel 1-kalenderen var det som én af de første Formel 1-baner designet af tyske Hermann Tilke, der i dag har lagt navn til en stor del af banerne, der benyttes rundt om i verden. Tilkes design har sjældent vist sig langtidsholdbart, og Tyrkiets Grand Prix blev kun kørt i 7 udgaver fra 2005-2011 før det blev pensioneret. Nu er støvet børstet af banen, og det er iøjnefaldende, at hele 3 af de nuværende kørere har vundet på banen, selvom den har været ude i 10 sæsoner. Sejrsherrerne fra Istanbul Park anno 2020 er Kimi Raikkönen i 2005, Lewis Hamilton i 2010 og Sebastian Vettel i 2011. Skal én af de nævnte skrive en ekstra tyrkisk sejr på CV´et, er Hamilton nok den med de største muligheder.
Sergio Perez har i flere år været et af de sikre kort i Formel 1, da han foruden stor performance-stabilitet også har en anseelig bunke penge fra mexicanske sponsorer. Sebastian Vettel har fra næste sæson foreløbigt gjort Perez arbejdsløs. Medmindre Perez mirakuløst får sikret sin karriere via Red Bull-koncernen hos enten Red Bull eller AlphaTauri, ser det svært ud for køreren der indtog Formel 1 med storm i 2011. Haas ligner ikke længere en mulig destination for Perez, selvom han på imponerende vis er den eneste udover Lewis Hamilton, der har scoret point i alle løbsdeltagelser i år. Perez kører for sin karriere ved hver eneste af de resterende løbsweekender eller til det sidste sæde for 2021 er besat.
Kan Daniel Ricciardo holde sit momentum og fastholde Renaults 3. plads i konstruktørverdensmesterskabet? Hvem havde troet, at Renault skulle være placeret foran både McLaren og Ferrari i verdensmesterskabsstillingen med kun 4 løb tilbage af sæsonen. Der er dog også kun en øjeblikkelig forskelsmargin på 1 point ned til McLaren og Racing Point, der har samme pointantal. Det er det mest spændende element der er tilbage i 2020-sæsonen, men kampen er til gengæld også uhyggelig tæt. Ricciardo er den bærende kraft hos Renault i år, og det ligner at australierens nuværende form alene kan sikre Renault en placering i konstruktørernes top 5, og hvis alt står rigtigt i november måned, kan top 3 muligvis fastholdes.