Suc­ce­sen og fi­a­sko­en i Tyrkiet

Spændingsniveauet ved det tyrkiske Grand Prix var tilsvarende 3-4 af de øvrige løbsweekender tilsammen. Både kvalifikation og løb var en helt uhørt setting, hvor racerne aldrig nåede deres fulde kraftpotentiale, men underholdningsværdien var i særklasse. Lewis Hamilton blev kronet som verdensmester, og deler nu rekorden for flest verdensmesterskaber. Podiet ved Tyrkiets Grand Prix 2020 blev:

  1. Lewis Hamilton
  2. Sergio Perez
  3. Sebastian Vettel

Succesen

Podiet havde hele to overraskelser inkluderet, hvor Sergio Perez nok var den på papiret største af dem, men hvis man reflekterer over det, var Sebastian Vettels podie endnu mere overraskende og imponerende. Selvom Vettel først kom på podiet i næstsidste sving, var det ikke en tilfældighed, at den rutinerede tysker var at finde ved sejrsceremonien. Efter en kvalifikation som nummer 12 lignende det "business as usual", som vi desværre har kendt Vettel i sæson 2020. Det var dog den "gamle" Vettel der var stillet til start, og både på den meget våde bane og den senere lettere optørede bane var Vettel den mest konstante Ferrari-kører. Bliver vejret som forventet ved de sidste 3 løbsweekender (uden regn og overraskelser), er Ferrari nok igen i problemer, hvorfor det var en flot afsked med Ferrari, hvis podiet på Istanbul Park bliver Vettels sidste i den røde dragt.

Boblerne: Lewis Hamiltons sejr og dertil 7. verdensmesterskab, Sergio Perez´ stabilitet gennem hele løbsdistancen, Carlos Sainz Jr.´s slutplacering som nummer 5 efter en start som nummer 16.


Fiaskoen

Valtteri Bottas var den eneste matematiske udfordrer til verdensmesterskabet, og skal man smide det hele på gulvet, kan man lige så godt gøre det med et brag. Såfremt Hamilton kunne få blot 8 point flere end Bottas, ville Hamilton blive verdensmester. Det kunne blive tæt og spændende, men det blev det aldrig. Hamilton fik hele 25 point flere end Bottas, og da Mercedes-finnen blev taget med en omgang af Hamilton, var det sømmet i Bottas´ kiste. Selvom Bottas var udfordrer til Hamilton på papiret, har hele efteråret vist, at Bottas ikke har fremsat beviser for, hvorfor han skulle kunne regnes som mesterskabskandidat, selv hvis Hamilton ikke var i Formel 1-feltet. Bottas skal prise sig lykkelig for, at hans Mercedes-kontrakt blev forlænget tidligere på året.

Boblerne: Romain Grosjean med en helt igennem håbløs løbsindsats, Nicholas Latifi med alt for mange afkørsler, Pierre Gasly var usynlig hele weekenden.