Ruslands Grand Prix er en af de få rester fra den oprindelige Formel 1-kalender for 2020. Banen i Sochi har i sin relativ korte levetid ikke leveret nogle mindeværdige racerløb, men ikke desto mindre ligner Rusland en velintegreret del af de fremtidige sæsoner af motorsportens kongeklasse. Med mange spændende løb i sæsonen indtil nu, er der håb om en russisk weekend med god underholdning.
Hjemmebanehelten er Daniil Kvyat. Ved Toscanas Grand Prix lykkedes det Kvyat at score point, men sæsonen som helhed har været svær, da russeren har stået i skyggen af holdkammeraten Pierre Gaslys flotte indsatser. Selvom Kvyat har oplevet flere degraderinger i sin Formel 1-tid, er hans sæde nok engang i fare, og han står lige nu uden kontrakt for 2021. Derfor er det ikke bare en weekend som mange andre, da Kvyat kører for sin fremtid, og skal have point igen, hvis diskussionen om hans AlphaTauri-sæde ikke skal tage yderligere til i de kommende uger.
Carlos Sainz Jr. var en af de uheldige på Mugello-banen for et par uger siden. Spanieren kørte med om sejren ved Italiens Grand Prix, men blot en uge senere udgik Sainz Jr. efter det store uheld i den toscanske weekend, hvorfor han for en sjælden gangs skyld ikke kunne køre med i den sjove ende. Det vil velkørende Sainz Jr. ændre på i Rusland, og det kunne godt være et banelayout, der passer McLaren-raceren med dens nuværende egenskaber. En top-5 placering bør være målet, selvom Red Bull gradvist bliver en større- og mere konstant udfordring for McLaren-teamets ambitioner.
Sidste gang Williams var hurtige, var i perioden 2014-2016. Dengang var Ruslands Grand Prix altid opløftende for Williams, hvor de ofte kunne være lige i hælene på Mercedes. Alle baner er for øjeblikket ikke til Williams-succes, men der er stor forbedring at spore det hele til trods. Forbedringen bringer Haas, Alfa Romeo Racing og måske selveste Ferrari inden for rækkevidde, og står alt knivskarpt på søndag, kan især George Russell begynde at drømme om det yderste mandat i pointene. En startplacering i omegnen af nummer 12 til 14 kan være fundamentet for sæsonens første - og hårdt tiltrængte - pointhøst.