Monza-banen er lig med tilskuerfest, og derfor bliver det i år interessant, om tribunerne fremstår som tunge metalspøgelser uden de mange (oftest rødklædte) tilskuere. Med den ændrede Formel 1-kalender for 2020, bliver Autodromo Monza sæsonens absolut hurtigste bane, hvilket kan komme til at udstille de racere, der ikke kan finde farten i indeværende sæson.
Et hold der ikke kan finde farten er Ferrari, og samtidig er Ferrari på hjemmebane, når det er Italiens Grand Prix. Dette er kort sagt en rigtig dårlig kombination, og den seneste løbsindsats ved Belgiens Grand Prix gav forhåbninger om lige præcis intet når Ferrari indtager "The temple of speed". Ferrari har en unik evne til at lave pletvis "damage control" når de er på hjemmebane. Derfor kan Ferrari måske pynte lidt på en sløj sæson ved at køre i pointene, men en gentagelse af sidste års sejr synes afblæst allerede inden weekenden er startet.
Racing Point har i år kørt over al forventning, hvilket har bragt dem tæt på podiet ved flere lejligheder. "Hemmeligheden" er blandt andet den høje tophastighed som de lyserøde racere skyder med, og med det hurtige banelayout i vente, kan Monza blive podiemomentet for enten Sergio Perez eller Lance Stroll. Det er reelt kun Red Bull og Mercedes der permanent har vist sig hurtigere end Racing Point når det går ligeud, men Red Bull kan overrumples på Monza, hvor de røde tyre ikke har været i nærheden af sejren i en årrække.
Man tænker måske ikke over det, men AlphaTauri er faktisk også på hjemmebane, når der køres i Italien. Selvom de overordnede linjer er styret af Red Bull-koncernen, har teamet altid haft hjemme i Faenza mellem San Marino og Bologna. Én ting er hjemmebanen, men teamet råder også over sæsonens positive overraskelse på kørerfronten - Pierre Gasly. Franskmanden er her og der og alle vegne for øjeblikket, hvilket giver noget rigtigt godt racerløb, der hvor Gasly er engageret. Er weekenden chancen for Gasly til at slutte i den eksklusive top 5?