'}}
Klar, parat, Bahrain!

Formel 1-feltet vender nok engang tilbage til sandkassen, og den kommende weekend bliver den første af to weekender på Bahrain International Circuit. Det første Grand Prix bliver med det velkendte banelayout, hvor der køres i mørke med skæret fra de kraftfulde spots som kulisse.

Hos stort set alle teams er der på nuværende tidspunkt i sæsonen oparbejdet en stor pointforskel mellem deres respektive kørere. Sergio Perez er 41 point foran Lance Stroll, Charles Leclerc er 61 point foran Sebastian Vettel og Max Verstappen er hele 100 point foran Alexander Albon. Det er derfor tæt på at være afgjort, hvem der i 2020 slutter øverst for teamet. Det er en helt anden historie hos McLaren, hvor Carlos Sainz Jr. kun er 1 point foran Lando Norris. Som nærmest det eneste team (udover de 3 backmarkers) er kørerne klods op af hinanden i verdensmesterskabet, og hos en succesfuld motorsportsbastion som McLaren, er det ikke ligegyldigt for kørerne, hvem der trækker det længste strå. Der bliver kamp om marginalerne hos McLaren, og Sainz Jr. vil gerne bevise sig som bedste McLaren-kører inden skiftet til Ferrari, især når hans holdkammerat Norris regnes for én af fremtidens store talenter.

Der er fortsat spænding om konstruktørverdensmesterskabets 3. plads. Hvor det efter Eifels Grand Prix lignede en mikroskopisk matchbold til Renault, blev Tyrkiets Grand Prix startskuddet til en favoritværdighed hos Racing Point. Ferrari, Renault, McLaren og Racing Point er alle inden for en margin af 25 point, hvorfor den kommende weekend bliver afgørende. Det er meget tænkeligt, at minimum 1 hold har kørt sig helt ud af betragtning, når målstregen er passeret for sidste gang på søndag.

Mulighederne for et VM-point til Williams i sæson 2020 er ved at være udtømte. Der sker sjældent overraskelser ved Bahrains Grand Prix, men de specielle temperaturer og en næsten garanteret Safety Car-periode kan give muligheder for de mindre teams, som vi har set det på andre baner nogle gange i efteråret. Her har Alfa Romeo Racing oftest ramt det rigtige sted på det rigtige tidspunkt på bekostning af netop Williams og ikke mindst Haas. Af de nævnte teams er det kun Williams der står helt uden point på kontoen, og en pointløs sæson vil være en decideret katastrofe for det engelske hold.