Klar til Tyskland?

Tyskland er tilbage på Formel 1-kalenderen med Hockenheim som den udvalgte bane. En bane mange har savnet, men det ser allerede nu ud til, at der ikke er økonomi til en 2019-udgave. Først og fremmest handler det om 2018 - hvad skal vi holde ekstra øje med i weekenden?

Lewis Hamilton kom i modvind, da han på pressekonferencen ved Storbritanniens Grand Prix antydede, at Ferrari (Kimi Raikkönen) havde kørt ham af banen med vilje i samme Grand Prix. Det har medført hovedrysten alle steder i Formel 1-verdenen, og Hamilton har da også modereret sine udtalelser siden. Sebastian Vettel tog sejren på Lewis Hamiltons hjemmebane, så Hamilton er ekstra opsat på, at vinde på Hockenheim. Det er samtidig hjemmebane for Mercedes, hvorfor der er ekstra pres på de sølvgrå racere. En sejr til teamet - uanset om det er Hamilton eller Valtteri Bottas - har størst interesse for ledelsen.

Kan Charles Leclerc trække endnu en superweekend ud af ærmet? Sauber ødelagde Storbritanniens Grand Prix for Leclerc, som jeg også beskrev i indlægget "Hvad lærte vi af Storbritanniens Grand Prix". Leclerc skal i Tyskland bevise, at han kan rejse sig oven på en skuffelse, og levere endnu en pointgivende indsats. Rygterne om et større sæde for 2019 tager til, og om det bliver hos Ferrari eller Haas afgøres af indsatserne frem mod Formel 1´s sommerferie i starten af august.

Force India begynder så småt at hale ind på de andre midterhold som Haas, Renault og McLaren men mangler - modsat 2017 - kontinuiteten. Var indsatsen ved Storbritanniens Grand Prix en "one off" for Force India, eller har de fundet noget af den tabte fart? Svaret vil allerede komme lørdag, da Force India har haft mere end svært ved, at få bare én racer med i Q3. Esteban Ocon virker til at have mest momentum i øjeblikket, men man skal aldrig afskrive Sergio Perez, som har farten, hvis Force Indias løbende forbedringer kan omsættes på banen.