'}}
Klar til Storbritannien?

Tradition, stemning på lægterne og en Lewis Hamilton på hjemmebane - kort sagt: Storbritanniens Grand Prix står for døren. Hvad er værd at holde øje med i weekenden?

Haas er værd at holde øje med. Lad mig slå det fast med det samme: Haas gør det godt i betragtning af, at det er et nyligt startet privatejet team i Formel 1. I Romain Grosjean og Kevin Magnussen har teamet også en rigtig stærk kørerbesætning, om end de er mere konkurrenter end egentlig holdkammerater. Når alle indledende forbehold er taget, så er der for mange tekniske fejl hos Haas. Bremserne er en historie for sig selv, men vil Haas gøre sig forhåbninger om at slå bl.a. Renault i verdensmesterskabet for konstruktører, så skal Storbritanniens Grand Prix være løbet, hvor god fart kombineres med pålidelighed.

Valtteri Bottas fortjener også en portion opmærksomhed. Bottas har historisk gjort det godt på Silverstone, og hvem husker ikke Williams i 1-2 føring for et par år siden indtil teamet kludrede i strategien. Samtidig er Bottas brandvarm for tiden, og sejren i Østrig har tanket selvtillidskontoen. Kan Bottas snige sig i retning af verdensmesterskabet i skyggen af den højrøstede duel mellem Lewis Hamilton og Sebastian Vettel? Mit bud er, at Bottas ligger 2´er i verdensmesterskabet efter den kommende weekend.

Hold øje med Zoran Stefanović i eller omkring pitområdet på Silverstone. Det kan nemlig udvikle sig til gavn for sporten. Hvem er denne Stefanović? Han er en serbisk forretningsmand, der har forsøgt at få sit eget Formel 1-hold i foreløbigt tre mislykkedes forsøg. I 1996, i 1997 (med resterne af Mastercard-Lola teamet) og i 2009 med det selvdøbte "Stefan Grand Prix" forsøgte den optimistiske rigmand at blive en del af Formel 1-feltet. Alle gange uden held. I øjeblikket mangler Formel 1-sporten desperat flere racere til løbene. Spørgsmålet er: Åbner de nye amerikanske ejer (Liberty Media) endelig op for en fantast og hans ambitiøse projekt? Rygterne siger, at Stefanović er at finde i paddocken til løbsweekenderne for tiden.