Klar til Rusland?

I den kommende weekend er det banen i den olympiske ferieby Sochi, der er omdrejningspunktet for de 20 racere i feltet. Udover titelduellen mellem Lewis Hamilton og Sebastian Vettel hvad er så værd at holde øje med ved Ruslands Grand Prix?

For mange danske fans er hver eneste Formel 1-weekend tilegnet fuldt fokus på Kevin Magnussen, men alligevel bør man holde et ekstra vågent øje på Haas´ garagens bil nr. 20. Magnussens historik på banen i Sochi er nemlig rigtig god. Mange husker nok løbet fra sidste år, hvor Magnussen blev 7´er og scorede vigtige point til Renault. I Magnussens første forsøg på banen - tilbage i 2014 - var der også en solid præstation fra danskeren. Dengang blev det til en 5. plads for McLaren, og hans historik bør skabe forhåbninger om deltagelse i Q3 og point i selve løbet. Ferrari-motoren i Magnussens Haas-racer burde passe godt til banen, og selvom mange kørere er alvorlige bejlere til top 10, så skal Magnussen skabe grobund for en god weekend med en solid kvalifikation om lørdagen.

McLaren. Meget er sagt i den seneste tid, men ikke meget er forbedret hos det engelske team. Til Ruslands Grand Prix har Honda opdateret motoren med en "reliability up-date" - altså en opdatering der skal sikre pålidelighed. Det er svært at se, om opdateringen reelt set vil spille en rolle. Problemerne hos McLaren har ofte ikke været de eksakt samme hver gang, men pålidelighed et sted er bedre end intet, som situationen er i øjeblikket. McLaren vil også til denne weekend mangle fart, men hvis de kan undgå at udgå af løbet, så er der grobund for point til Fernando Alonso og Co. Starten i det russiske Grand Prix kan være kaotisk (Spørg bare Daniil Kvyat og/eller Sebastian Vettel), så pludselig kan McLaren være i en situation, hvor begge biler kan få point. Så er det bare at håbe, at motoren er pålidelig og holder til mål.

Nico Hülkenberg er en potentiel verdensmester, hvis han får den rigtige bil. Er hans nuværende Renault den rigtige bil? Det kan den blive, men er det ikke lige nu. Hülkenberg får dog altid det maksimale ud af materiellet - og lidt til. Efter at have vist storform ved kvalifikationerne i Kina og Bahrain, så er det spændende at se, om Hülkenberg kan levere "hattrick" med tre Q3-deltagelser i træk. Fordi Hülkenberg har gjort det så godt de senere sæsoner, så tager mange det for givet, at han nu er at finde i den gode ende hvad angår kvalifikationer. Glem ikke i den henseende, at Renault sidste år var et af de dårligste teams i feltet. Selvom der er kommet markante forbedringer til 2017, så leverer Hülkenberg på et meget højt niveau for tiden. Spændende om weekenden kan omsættes til point for Renault-tyskeren, så der kan blive fuldt op på sæsonens første point fra Bahrain.