'}}
Abu Dhabis Grand Prix 2018

Sæson 2018 er overstået. Et dramatisk afsluttende Grand Prix blev det til i Abu Dhabi, hvilket også blev et af de løb i sæsonen med flest udgåede racere. Hvad lærte vi af årets sidste Formel 1-løb?

Top:

I min optakt til weekenden havde jeg Fernando Alonso som opmærksomhedspunkt. Resultatmæssigt var der ikke meget at holde øje med, og det blev til endnu en placering lige uden for pointene. Til gengæld var løbets afsluttende hyldest én af de flotteste afslutninger på karrieren, der er set i mange år. I de senere år har legender som Jenson Button og Felipe Massa takket af, men Alonsos karriereafslutning i Abu Dhabi vil være én af dem, der vil blive husket som spektakulær og velfortjent.

Carlos Sainz Jr. var i mine øjne "driver of the day". I et løb hvor Nico Hülkenberg tidligt blev elimineret, var det op til Sainz Jr. at forsvare de gule Renault-farver. Det gjorde spanieren på flotteste vis, og kørte 6. pladsen hjem på en overbevisende måde. Sainz Jr. kunne ikke ønske sig en bedre afsked med Renault, og han kan skifte til McLaren med et positivt afsæt fra sæson 2018.

Mercedes´ taktik var det, der sikrede Lewis Hamilton endnu en sejr. Når der opstår en situation med Virtual Safety Car, savner man ofte, at favoritterne tør tage en chance. Mercedes tog en chance med Hamiltons pitstop, og hverken Ferrari eller Red Bull turde svare igen. Hamilton var ikke nødvendigvis weekendens hurtigste, men Mercedes´ taktik var weekendens smarteste.

Flop:

Lewis Hamilton er blevet et brand, og han bevæger sig ofte på grænsen mellem overspillet og underspillet. Hamiltons brug af sin telefon på alle tidspunkter i weekenden var lidt for meget af det gode. Specielt indslaget med telefonen på podiet, hvor det kom til at fremstå som manglende respekt for podiets øvrige kørere, at Hamilton fægtede rundt med sin telefon.

For Valtteri Bottas var Abu Dhabi sidste chance for en sejr i 2018 - den chance missede finnen. Mercedes´ ledelse har udtryk bekymring om Bottas´ mentale form, hvilket også virker som et reelt problem. Én ting er at være andenkører til Hamilton, men som Kimi Raikkönen har gjort det over for Sebastian Vettel flere gange i sæsonen, skal Bottas selv kunne bide fra sig, når en sjælden mulighed for sejr er der.

Holdbarheden i racerne var udfordret af den lange sæson, hvilket Abu Dhabis Grand Prix bar præg af. Fire racere udgik med tekniske problemer, hvilket er bemærkelsesværdigt mange i en tid, hvor racerne er blevet teknisk stærkere end førhen. For duellerne i løbet var det meget skuffende, at flere racere måtte trække sig. Alle de udgåede havde fortjent point i sæsonens afsluttende løb, og flere af de uheldige - især Esteban Ocon og Pierre Gasly - havde gang i nogle gode dueller inden problemerne opstod.