Sidste uge bød på årets første testdage på Circuit de Catalunya i Barcelona. Den største læring fra testugen var, at det kan sne lige så meget i Spanien som i Danmark. Hvad kan vi ellers tage med fra den første uge med tests?
Renault-motorerne ser stærke ud til sæson 2018. Både McLaren, Renault og Red Bull kørte flotte tider på flere af dagene i årets første testuge. Mest overraskende var det, at på den "overall list" der viser alle ugens tider (uanset testdag) sammenlignet med hinanden, har Stoffel Vandoorne i en McLaren sat 3. hurtigste tid. Selvom Vandoorne satte tiden med Supersoft-dækkene, giver tiden alligevel en indikation på, at McLaren hurtigt kan lægge de senere års fiaskoer bag sig.
Titelduellen fra 2017 mellem Mercedes og Ferrari vil med sikkerhed fortsætte i 2018. Sebastian Vettel og Lewis Hamilton topper tidstabellen efter den første uge, og begge virker fokuseret på, at udvikle racerne til det maksimale. Mercedes har alt at tabe som forsvarende mester, men har indtil videre kunne svare igen med gode tider på banen. Det er værd at bemærke, at Vettel nåede 218 omgange i testugen, mens titelrival Hamilton "kun" kørte 94 omgange.
Toro Rosso kommer til at ligge i bunden det meste af sæsonen, og har ikke den bedste fart i racerne. Stabiliteten ser dog helt uhyggelig ud, hvorfor Pierre Gasly formåede 228 omgange i løbet af ugen. Hvorfor er det så specielt? Der er en Honda-motor i Torro Rosso-raceren. En motor der i de seneste tre år hos McLaren har haft svært ved blot at virke i få omgange ved nogenlunde fart. Kan Honda levere en stabil motor i 2018, kan flere teams have interesse i den japanske gigant fra sæson 2019 eller 2020.
Årets anden testuge skydes i gang i morgen kl. 09.00.