Månedens… juni 2021

Denne udgave af ’Månedens profil’ og ’Månedens moment’ er baseret på:

  • Aserbajdsjans Grand Prix 4.-6. juni 2021
  • Frankrigs Grand Prix 18.-20. juni 2021
  • Steiermarks Grand Prix 25.-27. juni 2021

Månedens profil

Ingen over og ingen ved siden af Max Verstappen i juni. Selvom Verstappen ikke fik point med fra Aserbajdsjan, var de to sejre i Frankrig og i Steiermark særdeles imponerende. Verstappens sejre skabes for øjeblikket via et særdeles effektivt våben: Pole Position. Verstappen har ikke tidligere kronisk skaffet sig adgang til startgriddens forreste position, men i år kommer Pole Positions som perler på en snor for Verstappen. Verstappen virkede i juni urørlig for konkurrenterne, hvor hans dominerende sejr i Steiermarks Grand Prix var kronen på værket for et første halvår uden de store udsving. Hollænderen er på mesterskabskurs.

Lige ved og næsten som ’Månedens profil’

  • Fernando Alonso der scorede point i alle løb i juni.
  • Lando Norris der ved halvvejspunktet i året er den eneste kører, der har scoret point i samtlige af sæsonens løb.
  • George Russell der fik Williams-raceren videre fra Q1 ved alle tre kvalifikationssessioner i juni.

Månedens moment

Da Mercedes smagte deres egen medicin i Frankrig. Red Bull er feltets stærkeste på pitstop-hastighed og ofte også blandt de kløgtigste i strategi for afvikling af løbene. Derfor var det et enormt nederlag for Red Bull, da de i 2019-sæsonen - hvor de var i spil til færre sejre hen over året end i indeværende sæson - blev "spist" af en kynisk Mercedes-strategi i Ungarn, der sikrede en sejr til Lewis Hamilton til trods for et stort forspring til Max Verstappen. Nøjagtig samme strategi og udførelse lykkedes Verstappen og Red Bull med på Paul Ricard-banen i år på bekostning af... ja, Lewis Hamilton. Skæbnens ironi er hård, og i Formel 1 kan man aldrig udelukke, at det geniale træk man selv spiller ud næste gang kommer i brug andetsteds, og er med til at definere konkurrenternes succes.

Lige ved og næsten som ’Månedens moment’

  • Max Verstappens- og Lance Strolls eksploderede Pirelli-dæk i Aserbajdsjan der gav deja-vu til Storbritanniens Grand Prix 2013.
  • Nikita Mazepins meget uheldige aktion mod egen holdkammerat i Aserbajdsjan der fik skabt årets første interne splid hos Haas.
  • Podiet i Aserbajdsjan hvor det uhyre sjældne skete, at hverken en Mercedes-kører eller Max Verstappen var at finde på nogle af trinene.