Årets udgave af Monacos Grand Prix vil blive husket for 2 ting: Spændingen om sejren til allersidste meter og de røde kasketter med den klare hvide skrift "NIKI". Hvad lærte vi ellers af besøget i Monte Carlo?
Top
Hele Formel 1-verdenens hyldest af Niki Lauda var velfortjent og veludført. Ikke siden Ayrton Sennas død 1. maj 1994 har Formel 1 mistet en så markant karakter i sporten, og derfor fik Laudas død meget opmærksomhed i Monaco. Kørerne og alle teams var oprigtige i deres individuelle hyldest af den tredobbelte verdensmester, og alle racerne havde en hilsen i den ene eller anden udformning - respekt til Herr Lauda. Da Sebastian Vettel og Lewis Hamilton lykønskede hinanden lige efter løbet, blev det til de allerede ikoniske billeder af Laudas hjelm fra 1976 (Sebastian Vettel) og -1984 (Lewis Hamilton) der mødtes på målstregen i fyrstedømmet.
Toro Rosso var weekendens helt store positive overraskelse. Hverken Daniil Kvyat eller Alexander Albon satte en fod forkert, og teamet tager fra Monaco med 10 point, hvilket er over forventning. Kørersammensætningen af Kvyat og Albon har overrasket de fleste i denne sæson, og begge kørere er hurtige og stabile når det gælder. Med sæsonsstarten in mente og med det flotte resultat i Monaco, kan Toro Rosso gribe ud efter top 5 i årets konstruktørverdensmesterskab.
Carlos Sainz Jr. kørte sig ubemærket til en 6. plads, hvilket viser at McLaren har den bedste racer i flere år. Det engelske team formåede denne gang, at ramme helt rigtigt med strategien og Sainz Jr.´s kvalifikation som nummer 9 gav et stærkt udgangspunkt for point. I Monaco skal heldet være med én, men Sainz Jr. formåede at blande held med et kontrolleret løb.
Flop
I min optakt havde jeg sat forventningerne højt og nævnte point til Kimi Raikkönen og Alfa Romeo-teamet. Det blev hurtigt gjort til skamme, da det blev kvalifikationstid. Alfa Romeo Racing havde vist gode takter i træningerne torsdag og den afsluttende træning lørdag. Ved kvalifikationen missede både Raikkönen og Antonio Giovinazzi Q3, hvilket var den første skuffelse. Selve løbet var den anden skuffelse, og med Giovinazzis straf sluttede han sidst efter Williams, der ellers står stille for øjeblikket.
Renault får ikke valuta for de mange franske euro, der placeres i Formel 1-projektet. Daniel Ricciardo kæmpede flot i Monaco, hvor han kvalificerede sig som nummer 7. Renault var dog en blød mellemvare i midterfeltet, da det blev Grand Prix-tid, hvorfor Ricciardos 9. plads var hans egen fortjeneste mere end teamets. Nico Hülkenberg befandt sig konsekvent uden for top 10. I en weekend hvor top 6 kunne have været muligt for én af Renault-racerne, er det skuffende med kun 2 point til konstruktørverdensmesterskabet.
Lance Stroll var i 2018 helt urimelig dårlig i Monacos gader, og det var ikke meget bedre i 2019. Canadieren sluttede igen efter holdkammerat Sergio Perez i kvalifikationen, og i selve løbet var Stroll langt fra top 10, men sluttede på en 16. plads - hvilket trods alt ikke var så slemt som sidste år. Alligevel er det 4. pladser efter sin holdkammerat, og Stroll skal være glad for, at hans far ejer størstedelen af SportPesa Racing Point. Ellers var sædet i alvorlig fare.