Et underholdende Grand Prix blev afviklet i de historiske rammer på Monza-banen. Hvad kan vi tage med os fra årets sidste europæiske Formel 1-løb?
Top:
Willams havde en sjælden god weekend for begge racere. Med Lance Stroll er det åbenbart alt eller intet. Denne weekend på Monza var det alt - om end hans startposition som nummer to ikke var det sandfærdige billede af kvalifikationen. Dagens resultat var tiltrængte point til Williams-teamet og ikke mindst til konstruktørverdensmesterskabet. Med Felipe Massas fornemme podieplaceringer på Monza i 2014 og i 2015, så er det umiddelbart ikke en succes at blive nr. 7 og nr. 8. Resten af sæsonen kan blive en bumpet vej for Williams, og derfor skal alt det positive fra Monza viderebringes til resten af efteråret.
Daniel Ricciardo blev helt fortjent valgt til "Driver of the day". Der var ingen tvivl om, at den stærke kvalifikation lørdag kunne være blevet direkte ombyttet til et sikkert podie for én af Red Bull-kørerne, hvis ikke Ricciardo og Max Verstappen havde fået straffe. Red Bull havde overtaget på Ferrari denne weekend, og selvom Sebastian Vettel kørte en podieplads hjem, så havde Ricciardo fortjent det nederste trin på podiet.
Mercedes var fuldstændig suveræne, og udviste stor kølighed i den kaotiske kvalifikation. Mercedes har den bedste motor, men det kræver sine kørere, at levere en fejlfri præstation både lørdag og søndag. Valtteri Bottas tog en flot revanche oven på en skuffende fredag, og havde Lewis Hamilton lavet den mindste fejl, så havde Bottas stået som sejrsherre. Mercedes virker uovervindelige for øjeblikket, men tag her i betragtning, at Spa og Monza er skræddersyet til Mercedes-raceren. Mercedes får det sværere allerede ved næste Grand Prix i Singapore.
Flop:
Straf-systemet i Formel 1 fungerer ikke. Det er uigennemskueligt, og ødelægger muligheden for udvikling i løbet af en sæson. En ting er, at Formel 1´s løbsdirektion ødelagde afviklingen af kvalifikationen på Monza, men når kvalifikationsresultatet overhovedet ikke er retvisende, så bliver helhedsindtrykket ekstra dårligt for fans og øvrige iagttagere af sporten. 65 placeringer i straf til én kører i et lille felt på 20 racere? Nonsens. Fortsætter det nuværende straf-system i 2018, så bliver det svært at sælge lørdagsbilletter, da kvalifikationerne udspiller deres vigtighed for hele Grand Prix-weekenden, når der er et antal straffe.
Ferrari var et flop på hjemmebane. En ganske acceptabel fredag blev afløst af en håbløs kvalifikation, hvor Red Bull og Mercedes fik Ferrari til at ligne amatører. På selve løbsdistancen var hverken Kimi Räikkönen eller Sebastian Vettel i stand til at true Mercedes for sejren, og de fik begge travlt med at komme sejrrigt ud af de dueller, de havde med Force India, Williams og Red Bull. Det stort anlagte jubilæum på hjemmebane blev en lunken fornøjelse for de røde fra Maranello.
De italienske fans bevæger sig på grænsen mellem gale og geniale - i dag mest det første. Romerlys har i mange år været en uvelkommen gæst på fodboldstadions. Det samme har en piften og buh´en efter modstanderne. Begge dele skete flere gange under podieceremonien, og det er ikke en kultur, der fortjener en plads i motorsporten. Tilråbene rettet mod Mercedes-kørerne på podiet fremkaldte en provokation fra Hamilton, og de mange romerlys skulle være blevet hjemme. Når man har en flot kulisse og en fantastisk stemning, så skal den umiddelbare reaktion kunne kontrolleres bedre.