Klar til Singapore?

Et af årets mest specielle løb er Singapores Grand Prix. En mørklagt bybane med projektører på racerne er gået hen og blevet en "ny-klassiker" på Formel 1-kalenderen. Hvad er værd at holde øje med i weekenden?

Carlos Sainz Jr. er værd at holde øje med. Der er meget virak omkring spanieren, da en lånekontrakt med Renault F1 for 2018 synes færdigunderskrevet. Vil Carlos Sainz Jr. stadig give alt hvad han har for Toro Rosso, eller vil han køre demotiveret for at fremtvinge et skifte i indeværende sæson? Banen i Singapore er bedste resterende mulighed i 2017 for en god Grand Prix-placering til en Toro Rosso-racer, så Sainz Jr. har stadig grund til, at holde fokus på asfalten.

Fernando Alonso er også et vågent øje værd. Det er lidt samme historie som med Carlos Sainz Jr. - alle venter på, om der bliver meldt noget officielt ud om 2018 for Alonso. Det afhænger af, om McLaren melder deres kommende samarbejde med Renault-motorer officielt ud, og sådan kører kabalen i ring. Singapore beskriver McLaren selv som deres store chance for at være "best of the rest" (efter Mercedes og Ferrari), hvilket må kunne motivere Alonso og hårdt prøvede Stoffel Vandoorne ekstra meget.

Hold også øje med Mercedes. Tidligere har Mercedes haft problemer i Singapore, og hvem husker ikke det totale koks i 2015, hvor Nico Rosberg måtte skifte rat lige ved løbets start. Banen skulle forfordele Ferrari og Red Bull (siger Mercedes selv), men Mercedes har for øjeblikket en racer, som gør alle baner til sin hjemmebane. Samtidig vil de faldende temperaturer igennem søndagens Grand Prix falde i hænderne på Mercedes (og modsat hos Ferrari). Valtteri Bottas har i dag forlænget med Mercedes for 2018, så med ro om fremtiden og selvtillid qua to sejre i indeværende sæson, er Bottas et godt bud på en vinder i weekenden.