Formel 1-feltet er gået på sommerferie. Ungarn var sidste stop inden den tiltrængte pause, men hvad kan vi tage med fra Hungaroring?
Top
Carlos Sainz Jr. er pt. feltets mest undervurderede kører. Spanieren skaffer point til McLaren hver eneste løbsweekend, og selvom holdkammerat Lando Norris løber med det meste af omtalen, er Sainz Jr. den mest stabile McLaren-kører i denne del af sæsonen. Sainz Jr. formåede at holde Pierre Gasly i Red Bull bag sig, og den flotte 5. plads konsoliderer også Sainz Jr.´s 7. plads i verdensmesterskabet. Sainz Jr. er lige nu kun 5 point fra tidligere nævnte Gasly i verdensmesterskabet, hvilket er ganske imponerende.
Kimi Raikkönen nærmer sig med hastige skridt de 40 år, men "the iceman" er stadig én af sportens skarpeste kørere. Raikkönens 7. plads i Ungarn viste endnu en gang, at han kan få det optimale ud af Alfa Romeo Racing-raceren, der i år ikke er blandt de bedste racere i midterfeltet. Finnens store rutine og -kølighed holder Alfa Romeo Racing inde i kampen om top 5 i konstruktørverdensmesterskabet, hvor Raikkönen egenhændigt har stået for 31 ud af de samlede 32 point, som det schweiziske team har skrabet sammen.
George Russell var i top. Kan man være i top, når man slutter som nummer 16? Ja, for Williams-raceren er ikke til mere. I min optakt havde jeg nævnt, at én af Williams´ bedste chancer for at være konkurrencedygtige kunne være på Hungaroring. Alligevel var det over forventning, hvad Russell præsterede. Russell var snublende tæt på Q2 i kvalifikationen. Han placerede sin Williams foran sidste startrække (for første gang i år), og i selve løbet kørte Russell længe med om top 15. Russell fik understreget, at han er tronfølger til Lewis Hamilton, når Hamilton takker af hos Mercedes.
Flop
Renault tog igen fra en bane uden point, hvilket er en katastrofe for det franske hold. Ingen af de gule racere formåede at komme videre til Q3 i kvalifikationen, og Daniel Ricciardo måtte endda tage det nederlag, at blive elimineret i Q1. I løbet var hverken Ricciardo eller Nico Hülkenberg i spil til point på noget tidspunkt, og begge racere kæmpede alt for længe med Haas og Racing Point, selvom Renault burde kæmpe med McLaren og Red Bull. Kan sæsonen stadig reddes?
Lance Stroll udnyttede et kaotisk Grand Prix i Tyskland til at slutte på en overraskende- og flot 4. plads. En uge senere var alt "back to normal", hvor Stroll i Ungarn havde et anonymt løb med en 17. plads som resultat. At Stroll bliver sat på plads af holdkammerat Sergio Perez løbsweekend efter løbsweekend er én ting. At canadieren på Hungaroring ikke formåede at udfordre George Russell er en anden og værre ting, men Stroll sidder trygt i raceren, så længe hans far ejer teamet.
Robert Kubica skuffede. Når holdkammerat George Russell "over-performede" i den sløve Williams-racer, skal Kubica kunne gøre det samme. Polakken havde 40.000 håbefulde landsmænd på tilskuerrækkerne, men lige lidt hjalp det. Selvom Kubica har sørget for det enlige Williams-point i år, var Ungarn en chance for at vise talentet frem, og den missede han. Kubica er ikke uden evner, men han har endnu ikke bevist, hvorfor han fortjener et genvalg i 2020.