(Don’t) Screw down the expectations

Der er vanen tro for januar stille i Formel 1-land for øjeblikket. Sæson 2021 sluttede historisk sent på året, og for Formel 1-feltet kørere såvel som personel har den nuværende pause været kærkommen.

Med et decideret vanvittigt afsluttende halvår af sidste sæson blev forventningerne til sæson 2022 kørt lidt i baggrunden som månederne gik, og kampen om verdensmesterskabet blev tilspidset. Regelændringerne gældende fra i år har ellers været hot topic. Nogle steder udråbt som en genstart af Formel 1, som vi kender sporten i dag. Jeg vil ikke bruge yderligere anslag på alle teknikaliteterne bag de enkelte ændringer på såvel racerne som strukturelt. Vi er så tæt på. Lad os se det, når det rammer os om under en måned. I stedet vil jeg fokusere på det store springende punkt, som vi med rette kan blive enige om at forvente af 2022.

Tættere racerløb

Tæt-, spændingsfyldt- og uforudsigeligt racerløb. Når alt kommer til alt, er det hvad ændringerne skal fordre. Lad os forventningsafstemme med det samme. Det er alt mulig grund til spirende optimisme for tæt- og spændingsfyldt racerløb. Den kommende generation af Formel 1-racere er i langt højere grad end sine forgængere gearet til det der i motorsportstermer kaldes wheel-to-wheel action. Vi er alle stort set blevet lovet en garanti på dette siden tegningerne til fremtiden blev præsenteret for over to år siden. Uanset hvor i feltet nærkampene må være, er det forventeligt, at det bliver spektakulært og underholdende.

Hvad så med det uforudsigelige racerløb? Det virker sværere at indfri på kort sigt. For 10 år siden startede sæsonen 2012 med 6 forskellige løbsvindere i de 6 første løb. Det var en meget uforudsigelig sæsonstart. Red Bull (der var urørlige på det tidspunkt) tog brodden af uforudsigeligheden halvvejs i sæsonen og vandt stort set resten af løbene. Jeg tror, vi i de første løb af 2022 kan forvente en relativ forudsigelighed. Der er mange, der skal finde fodfæste i det nye reglement, hvilket kan give overraskelser. En række forskellige løbsvindere over foråret er nok for meget at forlange på nuværende tidspunkt. "The usual suspects" Mercedes og Red Bull vil stadig være toneangivende til en vis grad.

En klog fodboldtræner sagde engang "Screw down a little bit the expectations". Egentlig et godt udgangspunkt før en sæson med et nyt reglement og mange ubekendte. Men med en stor sandsynlighed for mindeværdige dueller i vente, er det svært, at sætte forventningerne til den kommende sæson meget ned.