Klar til Australien?

Det er tidligt i seng for at komme tidligt op i weekenden! Formel 1-sæsonen bliver helt traditionelt skudt i gang med søvn i øjnene for langt de fleste Formel 1-seere, når Australien endnu engang er vært for sæsonåbneren. Hvad skal vi holde øje med her i årets første løbsweekend?

Duellen mellem Sebastian Vettel og Charles Leclerc bliver kickstartet igen. Sidste sæson sluttede med flere kontroverser, og selvom en lang vinterpause har dæmpet det værste uro, er spliden stadig et tema i Formel 1-verdenen. Ud fra sæsonoptakten med testdagene på Circuit de Catalunya i Barcelona syner det som at Ferrari er kommet stærkt gennem vinteren, som vi også så det for et år siden. Det er tydeligt, at Ferrari har en vinderbil. Spørgsmålet er nu, om kørernes fokus på hinanden kan gøre en vinderbil til en taberbil? Søndag vil være den første indikation på Ferraris strategi for at "tøjle" kørerne.

McLaren gik nærmest på vandet i størstedelen af sidste sæson, men det engelske team gjorde ikke væsen af sig i pre-season testen. Har konkurrenterne i midterfeltet gjort så store fremskridt, at Carlos Sainz Jr. og Lando Norris er blevet sat tilbage i kampen mod blandt andre Renault og Racing Point? Det er svært at få et retvisende indtryk af McLarens reelle form, men bliver lørdagens kvalifikation en fuser for de orange, er hele sæson 2019 hurtigt kørt i glemmebogen. Der er pres på for at indfri teamets egne forventninger og alt andet end begge racere i kvalifikationens Q3 vil være en smule skuffende.

Max Verstappen vil have fat i rekorden som yngste Formel 1-verdensmester i historien. Hvornår vil han have den? I 2020! Det er sidste chance for Verstappen i indeværende sæson for at tage Sebastian Vettels rekord fra 2010 som den yngste kronede verdensmester i motorsportens kongeklasse. Red Bull har med Honda-motoren fundet både stabilitet og fart, men kan Verstappen virkelig slå Mercedes og Ferrari på en bane som Albert Park, hvor de røde og sølvpilene har fordelt alle sejre mellem sig siden 2014? Manges øjne vil hvile på Verstappen, og weekenden kan være første tegn på hvordan verdensmesterskabet vil udfolde sig i år.