2018 – og hvad så?

Snart er der ikke mere 2017, men 2018 står for døren med en ny Formel 1-sæson. I årets sidste indlæg vil jeg give min vurdering ift. udvalgte ændringer, der træder i kraft fra den kommende sæson.

Halo

Findes der en Formel 1-entusiast, som ikke har en holdning til Halo? Halo er den nye beskyttelsesanordning, der skal beskytte kørerne mod flyvende objekter. Det nye regulativ (Halo) er meget misforstået. Når alt kommer til alt, håber motorsportsverdenen på, at Halo kan sende et signal, der gør op med den dårlige samvittighed, motorsportsverdenen har haft siden dødsulykkerne for blandt andre Jules Bianchi og Justin Wilson (i Indycar). Problemet er, Halo ikke er en problemløser. Én ting er det æstetiske ved racerne, der bliver ødelagt med den nye anordning. Noget andet er, at det giver en falsk tryghed for kørerne. Jeg kan nævne tre ulykker i Formel 1 inden for de sidste 10 år, hvor Halo kunne tænkes som en løsning. Romain Grosjeans tur over Fernando Alonso på Spa 2012, Jules Bianchis dødulykke på Suzuka 2014 og Fernando Alonsos parkering oven på Kimi Raikkönen i Østrig 2015. Ved alle ulykkerne kom trykket fra en anden bil/objekt ovenfra. Kan Halo forhindre dette fremover, eller vil den blot blive trykket med ned over køreren ved tryk ovenfra? Et ubesvaret spørgsmål. Halo vil møde meget kritik i 2018, det er helt sikkert.

Ingen erfaring - ingen adgang!

Kravene for hvem som kan køre officielle træningssessioner for et Formel 1-team, er blevet hævet betragteligt. Vi kommer ikke længere til at se 18-årige i Formel 1, som vi kender det med Max Verstappen og Lance Stroll. En god udvikling mener jeg, da selv træningerne om fredagen(e) skal udføres af kørere, der kan give brugbart input til de forskellige teams. Indtil nu har rige raceraspiranter kunne købe sig til deltagelse i træningssessionerne uden den nødvendige erfaring. Seal Gelael er et eksempel fra 2017-sæsonen. Kravene til et højere antal "superlicens" point er nødvendigt og et godt signal om, at Formel 1 kræver noget særligt. Vi ser aldrig en Chanoch Nissany igen. Kan du ikke huske ham? Se et eksempel på hans evner (eller mangel på samme) her.

Straffe

Antallet af placeringsstraffe er eskaleret i de senere sæsoner. Spørg bare McLaren og især Stoffel Vandoorne, der har indkasseret over 200 placeringers straf i 2017! Systemet fremstår useriøst og utroværdigt, og har derfor fået en opdatering til den kommende sæson. I korte træk betyder det, at skifter en kører én del (bestemte vitale dele), uddeles et antal placeringer i straf. Skiftes der flere end én del, skal køreren starte bagerst (ingen udregning af antal placeringer ift. straf). Reelt set betyder det ikke det store ift. det nuværende koncept, men straffene udmålt i eksempelvis 70 placeringers straf udgår, og på den måde kan der kommunikationsmæssigt komme en mere troværdig formidling af straffene.

Ovenstående er nogle få af de ændringer, der implementeres i den nye sæson - der er rigeligt, at holde øje med!

Tilbage er kun at sige tak for 2017. Mine bedste nytårsønsker til alle jer, der læser med.