Er Schumacher i Formel 1 i 2020?

Schumacher-navnet er ét af de mest ikoniske i Formel 1-sporten. Kommer vi igen til at se en Schumacher i Formel 1? Hvis ja - bliver det i 2020? Hvis det bliver i 2020 - i hvilken racer? Jeg vil her give mit bud på svar til disse spørgsmål.

Ja, vi kommer til at se en Schumacher i Formel 1 igen. Mulighederne er enten Mick Schumacher eller David Schumacher sønner af henholdsvis 7-dobbelt verdensmester Michael Schumacher og 6-dobbelt løbsvinder Ralf Schumacher. Mick er 20 år og fast kører i Formel 2 - klassen lige under Formel 1. David er 18 år og kører i flere forskellige lavere rangerende Formel-klasser. Desværre for David Schumacher tror jeg, at hans vej til Formel 1 bliver mere besværlig, selvom han har vist et nogenlunde talent. Ralf Schumachers netværk i Formel 1 er ikke så nutidigt som Michael Schumachers, der først stoppede i 2012 - Ralf stoppede i 2007. Michael Schumacher kommer vi nok ikke til at se til et Formel 1-løb igen, men jeg tror på, at Mick Schumacher kører i Formel 1 i 2020. 3 gode grunde:

  1. Hans markedsværdi er stor grundet "Schumacher-myten", men han er samtidig ikke et sted i sin karriere, hvor hans løn vil være astronomisk.
  2. Han har vist prøver på sit talent, selvom han måske ikke helt har "Formel 1-standard" endnu - men det er der en 3-4 kørere, der heller ikke har i det nuværende Formel 1-felt.
  3. Han er en del af Ferrari Driver Academy, hvor der ikke er andre åbenlyse talenter til et Formel 1-sæde (via Alfa Romeo Racing) de næste 2 år.

Foruden ovenstående 3 punkter afhænger meget af Antonio Giovinazzis præstationer for Alfa Romeo Racing. Ferrari tager ikke Mick Schumacher direkte fra Formel 2 til Formel 1, men det vil være en løsning, at Schumacher kom til Alfa Romeo Racing, som Ferrari også gjorde det med Charles Leclerc. Giovinazzi har endnu ikke scoret point i 2019, og kan Schumacher vise gode takter i Formel 2, vil han være på vej mod Formel 1 hos Alfa Romeo Racing fra næste sæson. Schumachers eneste problem er, at der vil være andre bejlere til Alfa Romeo-sædet, der har "ventet" i længere tid på chancen. Eksempelvis Ferrari Academy Driver Antonio Fuoco. Italienske Fuoco har dog ikke vist sig som en væsentlig bedre kører end Schumacher, hvilket taler til tyskerens fordel.

Er der andre muligheder end Alfa Romeo Racing for Mick Schumacher? Der var kortvarigt et rygte om et Toro Rosso-sæde op til denne sæson - før det italienske team bekræftede Alexander Albon - men efter linket til Ferrari er blevet endnu stærkere det sidste års tid, er alle andre teams end Ferrari og Alfa Romeo Racing udelukket.

Forkortelsen "SCH" rykker tættere på Formel 1.