Spanien er næste stop i den tætpakkede Formel 1-kalender. Banen der køres på - Circuit de Catalunya - er den officielle testbane til Formel 1, hvorfor alle racere har kørt på asfalten tidligere i år. Det giver håb om et godt racerløb, når der kan trækkes på aktuel data fra banen, og med Mercedes´ problemer i sommervarmen, er resultatet langt fra givet på forhånd.
Skal der overhovedet køres i weekenden? Det er ikke et spørgsmål der har været stillet mange steder i Formel 1-feltet i indeværende uge, men da Spanien er det hårdest ramte coronavirus-land i Europa for tiden, er der en reel risiko for aflysning hvis ikke før- så undervejs i løbsweekenden. Indtil videre har den alternative Formel 1-kalender været baseret på de lande hvor sygdommen holdes i skak eller er på retur. Hvordan Formel 1 vil tackle at karavanen nu tager til et land uden kontrol over sygdomsudviklingen bliver interessant at følge.
Max Verstappen viste i sidste weekend, at han er i stand til at true Mercedes´ dominans selv på dage hvor Mercedes-racerne gennemfører løbsdistancen. Verstappen tog sin første sejr ved Spaniens Grand Prix 2016, og hollænderen er kørt på podiet i de seneste to udgaver af løbet i Spanien. Derfor er Verstappen ikke blot outsider på søndag men decideret favorit. Den normalt meget afgørende kvalifikation kan man ikke regne med i Verstappens tilfælde, da han har et ekstra gear i selve løbet, der gør sejre mulige selv med en start uden for top 3.
Lando Norris er én af sæsonens mest spændende kørere, og hans øjeblikkelige 5. plads i verdensmesterskabet er langt fra tilfældig. Fortsætter Norris sin stærke form er der en vis chance for, at han realistisk kan drømme om at slutte i top 5 i den samlede stilling. De nærmeste konkurrenter Alexander Albon, Sebastian Vettel og holdkammerat Carlos Sainz Jr. rider ikke på samme momentum som Norris. Kampen om placeringerne 5.-7. i verdensmesterskabet vil blive afgjort med få points forskel, hvorfor én dårlig weekend kan bringe en kører helt ud af betragtning. Får Norris igen et tocifret antal point, ser det lovende ud for feltets yngste kører.