'}}
Klar, parat, Storbritannien!

Det skulle have været det helt store brag på tilskuersiden, når Formel 1-feltet ramte Storbritannien i 2020. Det første Formel 1 Grand Prix blev kørt på Silverstone for 70 år siden, og det skulle markeres med en anseelig fejring. Den store tilskuerfest må vige for verdenssituationen, men Silverstone får besøg af de 20 racere hele 2 gange, hvor den kommende weekend bliver den første.

Den altoverskyggende ærgerlige nyhed er, at Sergio Perez er testet positiv for coronavirus Covid-19, og mexicaneren deltager derfor ikke i den kommende løbsweekend. Nyheden kom som et chok for Racing Point, der er holdet med det største momentum i sæsonstarten indtil nu. Hvem der erstatter Perez er endnu ikke bekræftet, men det bliver med stor sandsynlighed Nico Hülkenberg, der er spottet i pitområdet kort før første træning. Det er helt sikkert, at Racing Point ser Hülkenberg som en særdeles brugbar erstatning for Perez til både kvalifikation og løb, men kommer "Hulk" stærkt nok forberedt til at kunne bygge videre på teamets øjeblikkelige succes?

Er Valtteri Bottas en reel trussel for verdensmesterskabet? Det ligner "back to normal" her i 2020, hvor Bottas er den stabile 2. kører for Lewis Hamilton, som vi har set det siden 2017. Bottas kørte sig til Pole Position sidste år, men det er aldrig blevet til sejr på Silverstone. Hamilton har modsat Bottas nærmest været urørlig på Silverstone siden 2014 med hele 5 sejre. De to kommende besøg på Silverstone er sidste udkald for Bottas, hvis han skal overbevise sig selv og omverdenen om hans kandidatur til verdensmesterskabet i år.

Selvom Racing Point har været den store overraskelse indtil videre i år, glemmer man til tider McLarens enorme fremgang. Silverstone er en klassisk højhastighedsbane, der vil blive endnu et bevis på, om McLaren har hvad der skal til for at kunne køre på podiet uden hjælp fra eksterne omstændigheder. Både Lando Norris og Carlos Sainz Jr. er for tiden en relativ permanent del af top 10 i kvalifikationerne, og kan en god kvalifikation gøre, at det traditionsrige engelske hold sikrer sig sæsonens andet podie på Silverstone? Muligheden er måske mindre end i Østrig og i Ungarn, men med Ferrari og Red Bull vaklende, er det ikke et utænkeligt scenarie.