Klar til Mexico?

Folkefesten i Mexico er tilbage. Den spektakulære bane med det store publikumsvenlige stadionafsnit er blevet en meget populær destination for Formel 1 siden Mexicos Grand Prix genopstod i 2015. Hvad skal vi særligt holde øje med i år?

Valtteri Bottas har alt at vinde, men samtidig alt at tabe. Efter sejren på Suzuka er der stadig en matematisk chance for, at Bottas kan blive verdensmester i 2019. Selvom det synes utænkeligt, er det et - efter Japans Grand Prix - selverklæret mål for Bottas, der før weekenden i Mexico har 64 point op til holdkammerat Lewis Hamilton der indtager verdensmesterskabets øjeblikkelige 1. plads. Bottas skal vinde hvert eneste af de resterende 4 løb, og derfor bliver Mexico meget afgørende. Fejler Bottas kan Hamilton sikre sig verdensmesterskabet allerede i Mexico, hvorfor alt er på spil for Mercedes´ finske kører.

Mexico er en Red Bull-bane. Max Verstappen sejrede på banen i 2017 og 2018, og Red Bull havde også Pole Position i de seneste 2 succesfulde besøg på Autódromo Hermanos Rodriguez. Selvom kampen om verdensmesterskabet mellem Mercedes-kørerne måske finder sin afgørelse i weekenden, anser jeg stadig Red Bull som den største favorit til sejren på søndag - med Verstappen bag rattet. Selvom Alexander Albon har gjort det godt, kommer Verstappens erfaring som vinder på banen teamet til gode i weekenden, men en podieplacering er en realistisk mulighed for Albon.

Daniel Ricciardo har kørt nogle gode løb for Renault i denne sæson, men dårlige kvalifikationer har sat ham ud af spillet om de sjove placeringer ret tidligt i de forskellige løbsweekender. Sidste år satte Daniel Ricciardo Pole Position for Red Bull, og selvom Renault er langt fra top 5, skal Ricciardo vise, hvorfor han hidtil har leveret flotte weekender i Mexico. Det er en bane, hvor specielt svingkombinationerne i sektor 1 indbyder til "late braking" -  en disciplin hvori Ricciardo er ukronet verdensmester. Top 8 i både kvalifikation og løb bør være inden for rækkevidde for australieren.