I weekenden står den på Grand Prix på den Iberiske Halvø. Circuit de Barcelona-Catalunya er omdrejningspunktet, men hvad er værd at holde øje med?
Først og fremmest så er der årets første opdateringer på racerne. Dette kan du læse mere om i mit tidligere indlæg: Udvikling eller afvikling? Motoropdateringerne er en af weekendens mest spændende facetter - hvor langt er de enkelte teams i udviklingen af deres 2017-racer? Vil nogle teams satse med mange nye opdateringer, og vil det gå ud over racernes pålidelighed? Nogle af svarene vil komme i fredagens træninger, og ellers er det lørdagens timelange kvalifikation der i bogstaveligste forstand vil blive "sandhedens time".
Lewis Hamilton er værd at holde ekstra øje med i weekenden. Kan den tredobbelte verdensmester slå tilbage? I sæsonen indtil nu er Ferrari "talk of the town", og seneste Grand Prix-vinder var Hamiltons teamkollega Valtteri Bottas. Begge dele er med til at lægge pres på Hamilton. Hamilton skal have en god kvalifikation lørdag og helst en sejr søndag, for at få kritikerne til at forstumme. Hvis Bottas igen sætter Hamilton under pres, så vil Hamilton nok engang være i skarp konkurrence med en teamkollega. Vil vi få en ny "Rosberg"-situation mellem Hamilton og den joviale Bottas?
Jolyon Palmer og Lance Stroll fortjener også opmærksom i weekenden. Forhåbentligt kan begge kørere endda skabe positiv opmærksomhed om dem selv. De har hårdt brug for det. Både Palmer og Stroll er under massivt pres grundet en stærk teamkollega hos henholdsvis Renault og Williams. Palmer har behov for en Q3-deltagelse på lørdag og et Grand Prix uden fejl. Nøjagtigt det samme har Stroll brug for. Pt. ser det ud til, at Renault kunne være fristet til, at bytte Palmer ud i sommerpausen medmindre tingene forbedres kraftigt. Strolls Williams-sæde er mere sikkert grundet de mange millioner, som Strolls far kaster i sønnens Formel 1-projekt. Barcelona er en god bane at slå tilbage på, da begge kørere har erfaring fra banen i forbindelse med vinterens test. I weekenden har Palmer og Stroll meget at vinde, men endnu mere at tabe.