'}}
Klar til Canada?

Den kommende weekend byder på Grand Prix ved det tidligere olympiske ro- og kanobassin i Montreal. Hvad er værd at holde øje med?

Fernando Alonso bliver uden tvivl genstand for meget opmærksomhed i den kommende weekend. Alonsos McLaren-racer er næppe blevet hurtigere siden Alonso sad i den sidst, men hvordan vil Alonsos motivation og attitude være? Der er ingen tvivl om, at de senere sæsoner har været én lang frustration for den tidligere dobbelte verdensmester. Da Alonso for et par uger siden deltog i Indianapolis 500 (et motorløb der tidligere er omtalt her på bloggen i det historiske tilbageblik Motorsportens Blå Bånd), så virkede Alonsos attitude og humør anderledes. Alonso lignede pludselig sig selv fra hans tidligere karriere hos Renault og senere Ferrari. Med andre ord - Alonso viste igen vinderattitude. Det mentale må aldrig underkendes i Formel 1, og kan Alonso bruge sin "amerikanske drøm" som moralsk boost, så ved alle i Formel 1-verdenen, at Alonso kan udføre mirakler - selv på en plæneklipper.

Lance Stroll er på hjemmebane og fortjener også et vågent øje. Stroll har fået meget kritik, og jeg har selv haft Stroll som flop efter det seneste Grand Prix i Monaco - læs mere her. På hjemmebane vil forventningerne til Stroll være høje, og det skal de være. Williams har brug for en stærk kørerduo, og kan ikke kun sætte sin lid til rutinerede Felipe Massa. På en bane som i Canada vil Williams have gode chancer for at få begge biler i top 10. Det kræver dog en koncentreret Stroll i topform. Man kan ikke andet end at håbe det bedste for Stroll foran sit hjemmepublikum. Desværre tror jeg, at Stroll kommer til at ramme "wall of champions" - væggen i sidste sving før målstregen. Jeg kan håbe for Stroll, at denne spådom sker i en af de tre træninger og ikke i selve løbet.

Kimi Raikkönen er også værd at holde øje med. Ferrari-ledelsen fratog Raikkönen sejren i Monaco. Vil det medvirke til en endnu mere motiveret Raikkönen? Den hurtige finne var uden tvivl bedste Ferrari-kører ved sidste Grand Prix-weekend, og virker til at have genfundet sin storform. Det nye reglement og de mere kraftige 2017-racere passer godt til Raikkönens kørestil, og på en hurtig bane som Circuit Gilles Villeneuve, så er der lagt op til en god weekend for 2007-verdensmesteren. Der kan være en finsk Ferrari-sejr i vente i Canada, hvilket kan give helt nye perspektiver til verdensmesterskabet.