Mexicos Grand Prix 2017

Mexicos Grand Prix er blevet lig med dramatik. Søndag var ingen undtagelse, men hvad kan vi tage med fra weekenden?

Top:

Max Verstappen kørte et løb i fuld kontrol. Verstappens Red Bull-racer var alle overlegen, og Verstappen grundlagde sejren allerede i første sving. Når Verstappen leverer som han gjorde i søndags, er han i særklasse. Verstappen er lige nu den største favorit til at vinde sæsonens sidste to løb, set i lyset af, at verdensmesterskabet er afgjort.

Kevin Magnussen kørte karrierens næstbedste løb og fortjener ros. For mig var Spa 2014 en bedre indsats af Magnussen, men i Mexico formåede Magnussen nok engang, at holde sig ude af problemer. En elendig kvalifikation efterfulgt af et løb uden problemer, er blevet Magnussens varemærke. Et varemærke der lige nu sender ham foran Romain Grosjean ift. hvem der eventuelt skal ud af Haas i 2018 for en Ferrari-betalt juniorkører. Kører Magnussen stabile løb i Brasilien og Abu Dhabi, er det ikke ham, der bliver valgt fra.

Lance Stroll fik en overraskende 6. plads, hvilket var en meget flot indsats. Stroll er nu gået forbi Felipe Massa i den samlede stilling i verdensmesterskabet, hvilket øger presset på Massa, der synes færdig efter denne sæson. Stroll har lært af Magnussen, og holder sig ofte ude af problemer i de kaotiske starter. Samtidig var Williams-raceren velfungerende i Mexico, hvilket dannede grundlaget for den gode præstation.

Flop:

Sebastian Vettel var for overtændt, og det kostede både hans egen- og Hamiltons deltagelse i den sjove ende. I tredje sving (på første omgang) var der plads til både Vettel og Hamilton, og der var i særdeleshed plads til, at Vettel kunne have trukket minimalt til højre for at undgå et sammenstød. Det var ikke en situation, der skulle have været straffet på nogen måde. Det er til gengæld en situation, der må ærgre Vettel. Det er nødvendigt med en sejr til Ferrari-tyskeren i et af årets sidste løb, så 2017 kan slutte med høj moral, og en tro på et bedre 2018.

Renault kan glemme alt om en samlet 5. plads i konstruktørverdensmesterskabet. Som beskrevet i min optakt - Klar til Mexico? - skulle Renault have point til begge racere for at holde drømmen om top 5 i live. Det blev det komplet modsatte, da begge Renault-racere udgik i Mexico. Renault kigger nu mod 2018, da det er svært at opsætte konstruktive delmål for de resterende to løb.

Daniel Ricciardo var et sjældent flop. Selv om en stor del af det kan tilskrives defekter på raceren, er en dårlig kvalifikation og en ditto løbsstart nok til at havne på flop-listen. Red Bull har en bil, der kan sejre, og i Ricciardo har holdet også en kører, der kan sejre. Spændende hvad Red Bull vil gøre, hvis begge racere holder, og Ricciardo og Verstappen potentielt skal kæmpe hårdt mod hinanden om sejrene.