Det er blevet februar, hvilket betyder præsentation og første test af de nye racere for 2018-sæsonen. I den forstand er februar den vigtigste måned på året for Formel 1-sporten. Hvad er værd at holde øje med ved de forskellige præsentationer?
Mercedes 15. februar
Det mest suveræne hold siden 2014. Det er svært at se, hvordan Mercedes kan overraske til præsentationen. Kørersammensætningen er ingen nyhed med Lewis Hamilton og Valtteri Bottas. Som forsvarende mester vil Mercedes højst sandsynligt tale mere om truslen fra andre hold end en iøjnefaldende udvikling hos dem selv.
Ferrari 22. februar
Det italienske hold regnes stadig som førsteudfordrer til Mercedes til trods for svingende sæsoner siden 2013. Ferrari skal præsentere en racer uden de store tekniske risici, før kritikerne igen tror på dem. Sebastian Vettel og Kimi Raikkönen skal fremstå selvsikre og optimistiske ved præsentationen, da det underbygger troen på et godt 2018 for Scuderia Ferrari.
Red Bull - 19. februar
Det østrigske team har altid et es i ærmet, og tidligere var deres præsentationer ventet med spænding, når top-designer Adrian Newey introducerede den ene innovative løsning efter den anden. Red Bull kommer helt sikkert med en racer, der kan vinde løb. Spørgsmålet er, om det fortsat går gnidningsfrit i 2018 med to store kørertalenter i Daniel Ricciardo og Max Verstappen på samme hold.
Williams 15. februar
Engelske Williams har alt at vinde i 2018. Raceren kan kun overraske positivt ved præsentationen. Williams har den absolut dårligste kørersammensætning i denne sæson med Lance Stroll og debutant Sergey Sirotkin. Samtidig er udviklingen af raceren reelt set gået i stå siden 2015. Forhåbentlig kan Mercedes-motoren levere god fart, og Williams selv levere et optimeret chassis og set-up.
Renault 20. februar
Renault har efter min mening den stærkeste kørersammensætning for øjeblikket i Carlos Sainz Jr. og Nico Hülkenberg. Raceren har ikke været til sejre i de seneste to sæsoner, men det skal den være i 2018, hvis ikke Renault skal miste troværdighed. Det er sæson tre efter deres comeback som fabriksteam, og jeg er både spændt på racerens design (bliver noget med gul) men også eventuelle nye løsninger til racerens chassis. Det skal være en racer til minimum top 3 ved udvalgte løb i sæsonen – alt andet er en katastrofe.
McLaren 23. februar
Når man taler om en katastrofe, nævner man automatisk McLaren. Én lang nedtur på fem sæsoner skal erstattes af en sæson med succes. Ny motorleverandør (Renault) giver tro på miraklet, men kan Fernando Alonso og Stoffel Vandoorne gøre raceren til en vindermaskine? McLaren kan måske introducere gode overraskende løsninger ved præsentationen.
Toro Rosso 26. februar
Torro Rosso er den mindst spændende præsentation i år, og måske derfor har holdet lagt præsentationen på en officiel testdag, hvor der er masser af andre aktiviteter i gang samtidig. Genbrug af kørersammensætningen Brendon Hartley og Pierre Gasly og med ny motorleverandør (Honda). Ikke en racer der forventes noget af i 2018.
Alfa Romeo Sauber - dato ikke bekræftet
Hvordan kommer den nye Alfa Romeo Sauber til at se ud? Mange designere har givet deres bud, og jeg er sikker på, at Alfa Romeo kommer med en designmæssig overraskelse. En spændende kørersammensætning til 2018 med Charles Leclerc og Marcus Ericsson. Kan Ericsson matche Leclerc er han sikret flere sæsoner i Formel 1, men det modsatte udfald kan koste svenskeren en fyreseddel undervejs i sæsonen.
Haas - 14. februar
Kevin Magnussen og Romain Grosjeans nye racer er ikke ventet i spænding. Haas er ”underdog”, hvilket de trives fint med. Raceren får en forbedret motor til den kommende sæson, men ellers er der ikke de store nyheder på tegnebrættet indtil videre. Kan godt overraske ved præsentationen.
Force India (med nyt navn) - dato ikke bekræftet
Det mest spændende element ved præsentationen hos Force India er uden tvivl det nye navn, de vil præsentere. Efter 10 år med Force India-navnet er det tid til et nyt. Raceren er med garanti lyserød til en hvis grad, og det bliver spændende at se, hvordan kemien er mellem Sergio Perez og Esteban Ocon til præsentationen. Karrieremæssigt en meget afgørende sæson for begge kørere.