'}}
Suc­ce­sen og fi­a­sko­en i Abu Dhabi

Det var så det - det var det hele. Sæson 2020 er ovre, og det blev desværre ikke med et afsluttende festfyrværkeri på asfalten. Der var nogle få gode dueller undervejs, men derudover var årets sidste Grand Prix fuldstændigt værdiløst bortset fra at agere sæsonafslutning. Podiet ved Abu Dhabis Grand Prix 2020 blev:

  1. Max Verstappen
  2. Valtteri Bottas
  3. Lewis Hamilton

Succesen

McLaren var den ubetinget største succes ved årets sidste Grand Prix. Et resultat med en 5. plads til Lando Norris og en 6. plads til Carlos Sainz Jr. var i sig selv et fremragende enkeltstående resultat for det traditionsrige engelske mandskab. Det var dog ikke "bare" 18 point på konstruktørkontoen i den overståede weekend. Det var 18 point vundet på en dag hvor nærmeste konkurrent Racing Point var helt væk, så McLaren løb med konstruktørverdensmesterskabets 3. plads i sæsonens døende sekunder. Konstruktørernes top 3 har været monopoliseret af Mercedes, Red Bull og Ferrari i en længere årrække, hvilket understreger McLarens enorme fremgang og kontinuitet gennem hele sæson 2020.

Boblerne: Max Verstappen dominerede fra start til slut, Renault fik begge racere i top 10 og slutter derfor foran Ferrari i konstruktørverdensmesterskabet, Pierre Gasly nedkæmpede hurtigere racere på sin vej mod top 8.


Fiaskoen

Ferrari og 2020 er en kombination til glemmebogen. Præsentationen af sæsonens racer var årets højdepunkt for La Scuderia, men da opera-tonerne og teaterlyset slukkedes efter tæppet var røget af SF1000 var det tilnærmelsesvis én lang nedtur. Sebastian Vettel blomstrede slet ikke i år, og Charles Leclerc havde flere lavpunkter end opture til trods for et par besøg på podiet i sommers. Abu Dhabi blev et resumé af Ferraris sæson. Alt hvad Ferrari agerede i foregik konsekvent i den tunge ende af feltet, og ingen af racerne var nogensinde tæt på point. Den seneste Ferrari-verdensmester Kimi Raikkönen forvoldt store problemer for sin tidligere arbejdsgiver, og det lykkedes ikke for hverken Vettel eller Leclerc at komme forbi den finske veteran i en ellers lettere performance-svingende Alfa Romeo-racer. Ferrari har fokus rettet mod 2022, hvorfor næste år kan blive fortsættelsen på de øjeblikkelige pinsler.

Boblerne: Yas Marina Circuit skaber konsekvent ikke gode racerløb, Lance Stroll evnede ikke at forsvare Racing Points farver, Haas-racerne var langsommere end nogensinde.