'}}
Mexicos Grand Prix 2018

Mexico har på kort tid opnået kultstatus på Formel 1-kalenderen, da arrangørerne formår at skabe en fantastisk kulisse år efter år. Samtidig blev verdensmesterskabet igen afgjort på Autódromo Hermanos Rodríguez, hvilket bidrager til banens status. Hvad kan vi tage med fra Mexico?

Top:

Max Verstappen var i særklasse hele weekenden. Urørlig i træningerne og kun overgået af en veloplagt Daniel Ricciardo ved lørdagens kvalifikation. Jeg har nævnt i flere af mine tidligere "after race"-indlæg, at der måtte være en Verstappen-sejr i vente i efteråret 2018. Hollænderen har vist god form siden sommeren, så det var et spørgsmål om tid, inden Red Bull-raceren ramte en bane, hvor det hele gik op i en højere enhed.

Sauber Alfa Romeo har taget et stort skridt op af rangstien i år efter et helt katastrofalt 2017. Endnu engang blev det understreget i en løbsweekend, hvor det endte med point til både Charles Leclerc på en 7. plads og Marcus Ericsson på en 9. plads. Efter Mexicos Grand Prix - og generelt efter efterårssæsonen - kan det godt undre, at Ericsson mister sit sæde til italienske Antonio Giovinazzi.

Nico Hülkenberg har i de seneste løb genfundet sin form fra foråret. Tyskeren kan levere gode point uden så meget dramatik, og det var præcis hvad der skete i Mexico. Den flotte 6. plads kom via hårdt arbejde, og Renault gav for første gang en indikation på, at farten i raceren er under kraftig forbedring. Både Hülkenberg og Carlos Sainz Jr. kørte en overbevisende weekend.

Flop:

Lewis Hamilton er sjældent på listen over "flop", men ser man isoleret på den overståede weekend, var den én af sæsonens dårligste for Hamilton. Englænderen formåede lige akkurat at kvalificere sig i top 3, hvilket må have givet forhåbning om, at verdensmesterskabet kunne sikres med et podie. Løbet var dog én stor nedtur for Hamilton, der ellers leverede en lynhurtig start. Mercedes-raceren var ikke god for Hamilton, men Hamilton var i denne weekend heller ikke god for raceren.

Haas var forårets- og sommerens overraskende indslag. Hele efteråret har det været mere "hverdag" for Haas, hvilket blev understreget i Mexico. Jeg vil ikke sige, at det nødvendigvis var en dårlig indsats af Haas. Problemet er nærmere, at holdet selv italesætter point ved hvert eneste løb, og det er bestemt ikke realistisk for det amerikanske hold. Der vil helt sikkert være flere point til Haas inden sæsonen slutter, men konstruktørverdensmesterskabets 4. plads virker uden for rækkevidde.

Der er ingen tvivl om, at der er en fantastisk stemning på Autódromo Hermanos Rodríguez. F1-organisationen skal passe på med, at de ikke vil "for meget" på én gang. Derfor var de et flop i weekenden, da løbets vinder og podie blev en kaotisk sammensmeltning med Lewis Hamiltons mesterskabsfejring og en hollandsk DJ, der skulle starte en fest. Som iagttager havde man indtrykket af, at F1 forsøgte at køre 3-4 elementer samtidigt, hvilket desværre ikke fungerede.