'moving under braking' var på tribunerne ved en af de bedste udgaver af det italienske Grand Prix i en årrække. Der var kamp om både sejren og de resterende pladser fra start til slut. Hvad kan vi tage med fra Monza-banen?
Top:
Kimi Raikkönen blev valgt til "driver of the day". Spørgsmålet er, om den anerkendelse er dækkende. Umiddelbart vil "driver of the weekend" være mere passende. Finnen sluttede som den eneste af topkørerne blandt de tre bedste i alle weekendens træningssessioner, og kørte sig til Pole Position. Raikkönens Pole Position står som en af sæsonens flotteste, da både Sebastian Vettels- og Lewis Hamiltons kvalifikationstider var ekstremt hurtige (Raikkönens Pole Position er den hurtigste omgang nogensinde i en Formel 1-racer ud fra gennemsnitsfarten). Raikkönen kæmpede det bedste han kunne ved søndagens Grand Prix efter en flot kontrolleret start. Desværre forsvandt både dækkene og vinderchancerne 10 omgange før målflaget.
Lewis Hamilton var også i top, og derfor endte englænderen øverst på podiet. Mercedes´ taktik og hjælpen fra Valtteri Bottas var en del af Hamiltons sejr, men man må samtidig også anerkende de kyniske overhalinger af de to Ferrari-racere. Overhalingen af Sebastian Vettel på første omgang og overhalingen af Kimi Raikkönen for sejren var to af de mest spektakulære overhalinger ved løbet på Monza.
Romain Grosjean kørte godt, og sikrede Haas en flot 6. plads. At Grosjean senere fik frataget sit resultat grundet en teknikalitet på raceren, var ikke franskmandens skyld. Grosjean kørte en rigtig god kvalifikation, og kom ved søndagens Grand Prix aldrig under pres fra konkurrenterne hos Force India og Renault. At der kom Safety Car kort inde i løbet gjorde ellers, at Grosjean skulle forsvare sig både ved løbets start og ved genstarten efter Satefy Car. Grosjean satte ikke en fod forkert i begge situationer.
Flop:
Kevin Magnussen havde en weekend der var helt "off". Danskeren missede Q3 efter en batalje med Fernando Alonso, hvilket virkede som en unødvendig situation for begge køreres vedkommende. I selve løbet havde Magnussen kontakt med Sergio Perez og herefter gik det fra ondt til værre. Tre afkørsler i træk i "Prima Variante" understregede den dårligste weekend for Magnussen i 2018.
Tingene kører ikke for Brendon Hartley. Nogle få gange i sæsonen har Hartley vist flotte køreregenskaber, men det bliver for meget op og ned. Ved det italienske Grand Prix kvalificerede Hartley sig 9 pladser dårligere end sin holdkammerat Pierre Gasly. Det er på alle måder uacceptabelt. Søndagens løb sluttede efter 200 meter for Hartley, da han blev klemt mellem to racere. En symptomatisk weekend for newzealænderen.
Det var for anden weekend i træk ikke Nico Hülkenbergs weekend. Renault havde helt sikkert håbet, at Hülkenberg med et brugbart resultat i Italien kunne ryste Belgiens Grand Prix af sig, hvor Hülkenberg udløste det store uheld i starten. Som i Belgien skulle Hülkenberg starte fra bunden af feltet, og selvom tyskeren lavede flere flotte overhalinger, var en weekend uden point en personlig skuffelse for Hülkenberg og for arbejdsgiver Renault.