Vi skal til det. Der er ingen vej uden om. Meget snart er det farvel til 2023. Et år der gak i Formel 1.

Det gak i 2023

Det er vel åbenlyst, hvad der var gak i årets sæson. Hollændere - læs ikke videre herfra! Max Verstappens 19 sejre ud af 22 mulige var en nådesløs absurditet. Verstappens talent kan og skal ikke anfægtes, men når en verdensmester krones med en sejrsandel på 87 %, er der blevet gabt mere end der er blevet jublet i sofaerne rundt om i verden. Alle 'F1 pundits' er enige: Det har været den mest spændende sæson nogensinde. Jeg er ikke ekspert, og jeg er ikke enig. Nuvel der har været gode positionskampe om placeringerne i udkanten af top 5, men er det virkelig det, vi skal huske tilbage på efter en rekordlang Formel 1-sæson? Er det egentlig ligegyldigt hvem der vinder, når bare midterfeltet er præget af stor jævnbyrdighed? Efter min mening er årets sæson den mindst seværdige i over et årti. Vi skal tilbage til 2013 eller 2004 for i dette årtusinde at finde samme meningsløshed i sæsonerne. Dengang var pinslerne noget kortere med færre løb over året, og der var trods alt andre kørere der tog sig af Grand Prix-sejre end kun de senere verdensmestre henholdsvis Sebastian Vettel og Michael Schumacher. Der kan intet tages fra Red Bull og Verstappens fælles genialiteter, og det er heller ikke fair at sige, at resten af feltet har været for dårlige, da det ikke er sandheden. Derfor er der kun at sige øv(!) til årets udgave af Formel 1 med håb om en kommende sæson med lidt større diversitet på podiets øverste trin. Når nu ønskelisten er rullet ud, er der også et ønske om, at der i det nye år kunne være en reel kamp om verdensmesterskabet selv efter den første håndfuld løbsweekender i sæsonen er overstået.

Det gik i 2023

Om end det meste gak, var der også noget der gik i årets sæson. Her tænker jeg på de positive takter, der blev vist flere steder fra. Fernando Alonso var en af sæsonens positive overraskelser, hvilket materialiserede sig i en uventet 4. plads i verdensmesterskabet foran begge Ferrari-kørere og George Russell i den ellers tidligere så dominerende Mercedes. Oscar Piastri har også været et frisk pust, og selv med en blandet rookie-sæson står australieren tilbage med en sejr i et sprintløb, hvilket må siges at være godkendt. Årets kører i min bog er Alexander Albon. Den engelske thailænder sluttede sæsonen som nummer 13. i verdensmesterskabet, hvilket egentlig ikke lyder særligt prangende. Sandheden bag placeringen i den samlede stilling er, at det alene er Albons evner, der har sikret slutresultatet. Williams-raceren var reelt til at kunne give Albon en placering i omegnen af 17.-19. i det samlede klassement. Albon er genopstået efter at være blevet slået hjem i ludo ved at blive sat på sidelinjen til sæsonen 2021. Et acceptabelt 2022 efterfulgt af et stærkt 2023 har bekræftet, at Albon er en af de bedste kørere - og bedre end sit materiel - i feltets nedre halvdel.

Det var det. Det gik og det gak i 2023. På gensyn i 2024.

Godt nytår ønskes du af 'moving under braking'.