Klar til Østrig?

Næste stop: Alpelandet Østrig! Red Bull er på hjemmebane, og vandt sidste år en mindeværdig sejr med Max Verstappen. Hvad skal vi holde øje med i weekenden?

Netop Red Bull er væsentlige at holde øje med. Sidste års sejr var ikke ventet, da både Mercedes og Ferrari historisk har haft god fart i racerne på banen i Spielberg. Max Verstappen trodsede det hele i 2018, hvor han vandt fra tredje startrække. Red Bull tørster efter sæsonens første sejr, og skal deres selvudnævnte mål om 5 sejre i sæson 2019 indfries, skal de røde tyre snart tage hul på sejrene. Kun Verstappen vil kunne køre med om sejren i weekenden, da Pierre Gasly stadig kæmper med at falde til rette i raceren.

Sidste år sluttede Force India - der i dag hedder SportPesa Racing Point - på 6.- og 7. pladsen ved Østrigs Grand Prix. I år er Racing Point en skygge af sig selv sammenlignet med de senere år, men Mercedes-motoren (som Racing Point kører med) har siden 2014 været blandt de stærkeste på Red Bull Ring. Derfor er der håb for både Sergio Perez og Lance Stroll om at nå pointene. En weekend i Østrig helt uden point til Racing Point, vil være en meget stor skuffelse for teamet.

Haas fik sit bedste resultat nogensinde i Østrig i forrige sæson, hvor Romain Grosjean sluttede lige uden for podiet med Kevin Magnussen i hælene. Haas har en ustabil formkurve for øjeblikket, men rammer de strategien rigtigt, kan det være inden for rækkevidde, at begge racere slutter i pointene. Top 5 er urealistisk i år, men hvis begge racere når Q3, er vejen banet for en midlertidig optur for det amerikanske team.