Nye vinde i Formel 1?

I april og maj har Formel 1-organisationen fremlagt perspektiver på Formel 1-sportens kommende sæsoner. Helt konkret er der fremlagt planer for et Grand Prix i Miami samt ønsker til ændring af racernes design allerede fra 2019. Hvad er op og ned?

Miamis Grand Prix ligner en realitet, selvom det endnu ikke er endeligt bekræftet, at det kommer på Formel 1-kalenderen fra 2019. Formel 1´s ejere er amerikanske og tilbage i 1980erne var der et Grand Prix i både Vest- og Øst USA. Derfor er det ikke den store overraskelse, at Formel 1-organisationen satser på endnu en amerikansk bane. Det er heller ikke overraskende, at bane "nummer to" i USA skulle være en bybane, når der allerede er en "almindelig" racerbane i Austin, Texas. Det mest overraskende er, at det i en dansk kontekst må give betænkeligheder. Banedesignet i Miami ligner (lidt større format på banen i Miami) det meget omtalte forslag til et Grand Prix i København. Elementerne af klassisk teknisk bybane blandet med to gange krydsning af bro på én omgang. Miamis omgivelser er selvfølgelig ikke det samme som i København, men kan Formel 1 være tjent med, at have to "identiske" bybaner i samme sæson? Når der også skal findes plads til Singapore og Monaco? Kommer Miami på Formel 1-kalenderen er det danske bud under maksimalt tryk. Miami har været kloge, at starte ud med et par sæsoners Formel E, for at vise sig frem som racer-by. Måske København skulle starte der også? Mit bud er, at Miamis indtræden i Formel 1-kalenderen fra 2019 bekræftes inden sommerpausen i august.

I 2021 kommer der en stor og længe annonceret teknisk ændring, der skal skabe bedre konkurrence i Formel 1 og minimere dominerende teams. Den ændring har mange teams indstillet sig på, og flere nye teams/bilkoncerner overvejer indtræden i Formel 1 fra sæson 2021. Inden for de sidste par uger har Formel 1-organisationen foreslået aerodynamiske ændringer allerede fra 2019. Uden at gøre forklaringen for teknisk, betyder ændringen mindre downforce, og heraf vil racerne blive langsommere end vi kender dem fra i år. Et lidt blandet signal fra ejerne bag Formel 1, da det kun er halvandet år siden, at der kom regulativer til mere downforce og meget hurtigere racere. Personligt synes jeg ikke farten er afgørende, men det er hvordan løbene udvikler sig i forhold til overhalinger og et tæt felt, der skaber de mindeværdige løb. Derfor kan fans med rette byde forslaget velkommen, selvom kørerne i feltet har udtrykt deres utilfredshed med endnu en regulering før den store ændring i 2021.