Glædelig jul

December er traditionelt en stille måned i Formel 1-verdenen. I de seneste 15 år er sæsonerne blevet længere og længere, og derved også mere krævende for medarbejderne på fabrikkerne samt mandskabet på banerne. December er chancen for at lade batterierne op, hvilket er velfortjent for alle dem, der leverer underholdning i 20 af årets weekender.

Det obligatoriske julekort fra Red Bull er kommet - igen med Max Verstappen og Daniel Ricciardo på slap line. Ferrari har holdt deres julefrokost for mediepersoner, hvor der var mulighed for, at stille spørgsmål til Ferraris direktør (FIAT-koncernens direktør) Sergio Marchionne. Budskabet var klart fra Marchionne - Kimi Raikkönen skal levere store resultaterne i 2018 for ikke at ryge ud til fordel for en ung kører (Charles Leclerc er pt. forrest i køen). Tyske RTL (der må undvære Niki Lauda efter 21 år med østrigeren som ekspert) har i sidste uge fået forlænget deres rettigheder til at vise Formel 1 - nu udvidet med at kunne vise hele weekenden.

Resten af Formel 1-verdenen nyder julefreden, og jeg håber, du vil gøre det samme med familie og venner.

Rigtig glædelig jul fra 'moving under braking'.