Hasta la vista

En kat har 9 liv. Om Sergio Perez er nært beslægtet med en type af kattedyr kan jeg ikke vide, men Perez er for øjeblikket som en kat med 9 liv, der har brugt 10.

Medvind

Det er 13 år siden, at Sergio Perez bragede ind på Formel 1-scenen, hvor hans overbevisende sæsoner hos Sauber i starten af 2010´ erne kastede en sæson hos McLaren af sig efterfulgt af en længere årrække hos det hold, der i dag er at finde som Aston Martin. Den første sejr i karrieren kom i slutningen af 2020, og Red Bull blev Perez´ arbejdsgiver fra sæsonen 2021. Et på det tidspunkt fornuftigt valg med en rutineret etableret kører, da Red Bull over nogle sæsoner havde haft resultatmæssige problemer for de kørere af egen avl, der var blevet udnævnt som makker til Max Verstappen. Perez havde en fornuftig første sæson med Red Bull, hvor han var til glæde og gavn for Verstappens succesfulde verdensmesterskabskampagne. Perez høstede 2 sejre i hver af sæsonerne 2022 og 2023, hvor Red Bull havde en racer, der var længder foran resten af feltet. Derfor blev det også negativt bemærket, at Perez udviklede en uvane med at kvalificere sig virkelig dårligt, hvilket weekend efter weekend gjorde løbene meget sværere end de burde være. Det lykkedes dog - med slid og slæb - relativt ofte for "Checo", at snige sig op i den sjove ende af feltet.

Modvind

I 2024 har Red Bull ikke længere den bedste racer. Ikke engang den næstbedste. Det kræver derfor noget ekstraordinært, at få resultater ud af raceren. Det ekstraordinære har Verstappen i sig. Perez har aldrig været noget ekstraordinært, men han har været en særdeles kompetent Formel 1-kører. Det er bare ikke længere nok med den nuværende racer, og konkurrenter der står skarpere og mere talstærkt end nogensinde før. Ved det seneste Grand Prix i Mexico - der ellers skulle have været Perez´ store genkomst på en udsolgt hjemmebane - var det gang nummer 9 i sæsonen, at Perez ved det ternede flag sluttede lavere end nummer 8. Er de 9 dårlige løbsresultater (og cirka samme antal dårlige kvalifikationer) 9 opbrugte liv? Løbsresultaterne er i sig selv til dumpekarakter, og i kombination med at Red Bull sandsynligvis ikke vinder verdensmesterskabet for konstruktører, og at Perez som den eneste fra Formel 1´ s fire tophold ikke har taget en sejr i år, er opsummeringen af sæsonens indsats 'dårligt' tilsat lidt 'horribelt' med et strejf af 'håbløst'. Red Bull kaster ikke Perez på porten med kun 4 løb igen, men når der bliver bundet sløjfe på sæsonen i midten af december, er det med overvejende sandsynlighed hasta la vista til den detroniserede mexicaner.