'}}
2. generation i Formel 1

Følgende indlæg er et af de historiske tilbageblik på movingunderbraking.com kaldet Flashback Friday. Flashback Friday præsenteres i samarbejde med toco.dk og belyser et element i Formel 1-sportens fortid, som kan relateres til sportens nutid.

I sidste weekend blev der kørt Grand Prix på Circuit Gilles Villeneuve i Canada. En bane navngivet efter en af de store legender inden for Formel 1-sporten og far til 1997-verdensmesteren Jacques Villeneuve. Er familien Villeneuve en enlig svale blandt far/søn-kørere i Formel 1? Langt fra. Formel 1 er – målt på antal udøvere – den sportsgren, hvor flest sønner har fulgt i deres fædres hjulspor. I sæson 2017 er Kevin Magnussen, Max Verstappen og Jolyon Palmer sønner af tidligere Formel 1-kørere. Hvordan kan Formel 1-sporten reproducere kørere i generationer? Kan talent gå i arv? Vejen til udfoldelsen af talent kan gå i arv. Dedikationen, egoismen og fascinationen, der skal til for at nå toppen kan gå i arv, og hele racermiljøet som sønnerne vokser op i, præger dem i en retning mod selv at udøve sporten. At et kendt og måske berømt efternavn også er vejen til at åbne døre til sponsorer og teamchefer gør vejen nemmere i en sport, hvor penge og kontakter betyder alt.

Er det muligt at få samme eller endda mere succes som 2. generations Formel 1-kører? Ja! Det mest aktuelle eksempel er Nico Rosberg, der blev verdensmester i 2016, 34 år efter hans far Keke Rosberg blev verdensmester. Nico vandt 23 løb i karrieren, Keke vandt 5. På den konto er Nico mere succesfuld end sin far. Her skal man huske på, at Nico og Keke kørte i hver deres æra af sporten, og Nico kørte i en periode, hvor der var mange løb i hver sæson. Damon Hill fulgte også succesfuldt i sin far Graham Hills hjulspor. Graham Hill blev verdensmester i 1962 og 1968 og Damon Hill blev verdensmester i 1996. Til gengæld er Graham Hill den eneste Formel 1-kører, der har vundet Motorsportens Blå Bånd. Damon Hill kom sent i Formel 1 – debut som 32-årig og verdensmester som 36-årig. Det kendetegner ærefrygten - tør man følge i en berømt fars fodspor? I Damons tilfælde gik det godt.

Den tidligere nævnte verdensmester fra 1997 Jacques Villeneuve overgik også sin far i Formel 1-statistikkerne. Jacques Villeneuve skulle løfte en tung arv efter sin berømte far Gilles Villeneuve, der aldrig blev verdensmester, men blev hysterisk tilbedt af italienske Ferrari-fans. Jacques startede i USA og havde 33 løb i Indycar med et udbytte på 5 sejre, heriblandt det berømte Indianapolis 500 i 1995. Samme år - 1995 - blev Jacques mester i Indycar-serien. Forventninger var høje til Jacques, da han debuterede i Formel 1 ved Australiens Grand Prix i 1996, og han skuffede ikke. Pole position og en andenplads i sit debutløb. Viceverdensmester i 1996, verdensmester i 1997 og tillige en andenplads på Le Mans i 2008. Jacques var helt klart en mere succesfuld racerkører end sin far Gilles, men det er stadig Gilles der tilbedes. I Ferraris hjemby Maranello er der rejst en statue af Gilles Villeneuve, og hvert år ved Formel 1-løbet på Monza, kan man se Gilles´ navn på bannere omkring tribunerne. Det er ikke resultaterne alene, men hvordan man udøver sin sport, der sikrer ens eftermæle.

Det bidrager til Formel 1-sportens myte og historie, hver gang en ny generation sætter sig ned i en Formel 1-racer, og vi har ikke set det sidste eksempel på dette endnu. Der er allerede en ny hurtig Schumacher med kurs direkte mod Formel 1.