Følgende indlæg er et af de historiske tilbageblik på movingunderbraking.com kaldet Flashback Friday. Flashback Friday præsenteres i samarbejde med toco.dk og belyser et element i Formel 1-sportens fortid, som kan relateres til sportens nutid.
Force India har overrasket alle i indeværende sæson, og det privatejede team har sikret sig point ved hvert eneste løb i sæsonen 2017 indtil nu. Kan et privatejet Formel 1-team som Force India vinde et Grand Prix? Mange vil umiddelbart sige nej, men Formel 1-historien viser noget andet. Formel 1 blev grundlagt i 1950’erne af bilfabriksteams som Alfa Romeo, Lancia, Maserati, Ferrari og Mercedes-Benz, men det var de privatejede teams, der udviklede og sikrede Formel 1 overlevelse i 1960’erne og fremefter. Formel 1-historien har fostret mange privatejede teams uden en stor bilfabrik i ryggen, f.eks. Tyrrell, McLaren, Williams, Stewart, Surtees, Jordan, Prost og mange flere. Som det fremgår af navnene er teamene skabt af mennesker med en stor passion og kærlighed til sporten, oftest gennem selv at være aktive Formel 1-kørere.
Der er særligt to teams i 1970’erne, der var drevet af morskaben og en masse penge til at bakke projektet op, og som kan trække paralleller til nutidens Force India-team startet af Vijay Mallya i 2007. Det ene var Team Hesketh anført af den karismatiske Lord Alexander Hesketh og Team Wolf anført af Walter Wolf. Hesketh og Wolf havde mange lighedspunkter. De var hver især kun tre sæsoner i Formel 1-sporten, de stillede kun op med én bil i teamet, de vandt begge Grand Prix-sejre og de lagde begge sæder til kørere, der senere blev verdensmestre efter de forlod teamet. Walter Wolf Racing opstod faktisk på ruinerne af Team Hesketh.
I 40-året for Wolfs debut i Formel 1 i 1977 ser "moving under braking" tilbage på historien om Wolf Racing. Canadieren Walter Wolf blev født den 5. oktober 1939 i Graz i Østrig, og skabte sin formue ved olieboring i Nordsøen i de tidlige 70’ere. I 1975 dukkede Walter Wolf op til mange af Formel 1-løbene i sæsonen, og året efter i 1976 købte Wolf 60% af Frank Williams Racing Cars ud fra en aftale om, at hjælpe Frank Williams med at lede teamet. Frank Williams var i starten af 1970’erne kendt som en dag-til-dag overlever i Formel 1, og ernærede sig gennem skiftende betalingskørere, bl.a. danske Tom Belsø i 1974. Oliemilliardæren Walter Wolf købte i 1976 også aktiverne i Team Hesketh, der var lukket med udgangen af 1975-sæsonen. Raceren Hesketh 308C blev til Wolf-Williams FW05. Hertil overtog det nye team Harvey Postlehwaite fra Hesketh, som var en kompetent Formel 1-ingeniør, som andre Formel 1-teams senere fik glæde af. Ved slutningen af 1976-sæsonen besluttede Wolf at rekonstruere teamet og købte Frank Williams helt ud og Peter Warr blev placeret i chefstolen.
Walter Wolf Racing blev til 1977-sæsonen anmeldt i Formel 1 som et canadisk team. Der var kun én bil i teamet, og i sædet sad Jody Scheckter, der var hentet fra Tyrrell. Scheckter havde allerede understreget sit talent med sin første Grand Prix-sejr i 1976 ved Sveriges Grand Prix. Wolf WR1 var en udvikling af både Hesketh 308C og Wiliams FW05 fra 1976-sæsonen, og var udstyret med den bomstærke Ford Cosworth V8, som alle teams på nær Ferrari og Brabham anvendte i 1977-sæsonen. Wolf færdiggjorde tre racerbiler til sæsonen, som roterede fra løb til løb, således at der altid var én tilbage i hovedkvarteret i Reading, som blev minutiøst præpareret til næste løb.
Til trods for at Wolf var et debuterende team var både chassis, motor, ingeniør, ledelse og kører både robuste og erfarne. Wolf Racing kørte sit første Formel 1 Grand Prix den 9. januar 1977 i Buenos Aires i Argentina. Der skulle køres en distance på 316,31 km over 53 omgange i meget varmt vejr, som var kendetegnede for Argentinas Grand Prix på denne årstid. 21 biler var til start og Jody Scheckter kvalificerede sin Wolf-racer på en startplacering som nummer 11, 2,08 sekunder efter James Hunt i Pole Position. Løbsstarten blev udsat på grund af varmen, og løbet blev kørt under ekstreme varmeforhold. Dette var måske medvirkende til det store mandefald for kun syv biler blev klassificeret i løbet, hvor 43,24 sekunder adskilte nummer 1 og 2. Vinderen blev Jody Scheckter - i Wolf-raceren. Wolf vandt sit debutløb, hvilket selvfølgelig var en sensation, men ikke umuligt i 1970’ere da Formel 1-feltet var mere lige og privatejede teams dominerede sporten.
Wolfs drømmedebut var ikke en enlig svale i 1977-sæsonen. Udover Argentina vandt Scheckter og Wolf i Monaco og på hjemmebanen i Canada. Udover de tre sejre kørte Scheckter to andenpladser og fire tredjepladser hjem. I alle løb Scheckter scorede point i sæsonen, var han på podiet. Hertil satte Scheckter Pole Position ved Tysklands Grand Prix. Ved sæsonens afslutning havde Scheckter ikke skrabet point nok sammen. Mesterskabet gik til Niki Lauda i Ferrari, der også vandt tre gange, men scorede flere sekundære placeringer. Schecker og Wolf blev viceverdensmestre i deres debutsæson - en utrolig præstation.
Til 1978-sæsonen fortsatte Wolf med 1977-raceren under navnet Wolf WR4, men Formel 1 ændrede sig markant i 1978. Allerede i 1977 havde Lotus skabt ground effect-raceren, og Lotus satte normen for 1978-sæsonen med 8 sejre ud af 16 mulige. Wolf erkendte hurtigt retningen for ground-effect-racere, og udviklede modellen Wolf WR5, men den var først klar til sæsonens sjette Grand Prix. Med skiftende biler og en helt ny teknik kunne Scheckter og Wolf ikke leve op til deres fantastiske 1977-sæson, og det blev kun til to andenpladser og to tredjepladser som bedste resultater. Scheckter endte som nummer 7 i mesterskabet. Efter 1978-sæsonen forlod Jody Scheckter Wolf og gik til Ferrari, hos hvem han senere blev verdensmester med i 1979.
Til sæsonen 1979 hyrede Walter Wolf 1976-verdensmesteren James Hunt til at køre raceren. Wolf ville starte sæsonen med deres WR6-model, men cockpittet var for lille til James Hunt, og Wolf måtte i hast udvikle en ny model, der nu hed Wolf WR7. Der var ikke tid til at teste bilen ordenligt, og model WR7 underpræsterede og udgik i mange løb i første halvdel af sæsonen. James Hunt havde mistet motivationen og efter Monacos Grand Prix trak han sig pludseligt tilbage fra sporten. Hunts eneste resultat med Wolf-raceren var en 8. plads i det Sydafrikanske Grand Prix. Som erstatning for James Hunt hyrede Wolf Keke Rosberg, der heller ikke formåede at score point i Wolf-raceren, der i samme sæson udviklede sig til model WR8 og WR9. Bedste resultatet for Rosberg var en 9. plads ved Frankrigs Grand Prix.
Wolf Racing scorede ingen point i 1979-sæsonen, og Walter Wolf lukkede teamet med udgangen af samme år. Ikke på grund af de dårlige resultater, men fordi Wolf ved sin indtræden i Formel i 1977 proklamerede, at Wolf Racing kun ville være tre sæsoner i Formel 1. Det overholdt Wolf og solgte alle sine Formel 1-aktiver ved udgangen af 1979 til Emerson Fittipaldi.
Alt i alt var Walter Wolf Racing et succesfyldt privatejet Formel 1-team med tre Grand Prix-sejre i en tid, hvor der var trængsel på gridden med mange Formel 1-teams. De tre kørere der fik lejlighed til at køre hos Wolf, står alle i dag som verdensmestre i historiebøgerne. Tolker vi Wolf Racing her 40 år efter kan der drages parallel til Force India med Vijay Mallya i spidsen. Force India har bygget sine racere ud fra kendte standarder med stærke motorer, og har fra starten knyttet dygtige anerkendte folk til teamet. Wolfs kørere Scheckter og Rosberg blev senere verdensmestre, og kan vi overføre dette til nutiden, så ser fremtiden lys ud for Sergio Perez og Esteban Ocon.
