'}}
Klar til Brasilien?

Verdensmesterskabet er afgjort, så er der mere at køre for? I den grad! Nu er det alles kamp mod alle, og konstruktørverdensmesterskabet har endnu ikke fundet sin vinder. Hvad kan vi se frem til i weekenden?

Finnerne er værd at holde øje med. Der er ingen tvivl om, at Valtteri Bottas og Kimi Raikkönen adskillige gange i sæsonen har måtte ofre egne chancer for deres holdkammerater - henholdsvis Lewis Hamilton og Sebastian Vettel. Med Hamilton som kronet verdensmester er Bottas og Raikkönen ikke længere bundet på mund og hånd. Bottas har bejlet til flere sejre i år, og må være ekstremt sulten efter at kunne nå en sejr i 2018. Raikkönens stærke efterårsform gav en flot sejr i USA, men Raikkönen vil helt sikkert gerne nå endnu en sejr inden Ferrari-karrieren slutter. Der vil være stor chance for, at den finske nationalmelodi spilles på søndag.

Kampen om 6. pladsen i verdensmesterskabet spidser til, og kan reelt blive afgjort i Brasilien. Nico Hülkenberg har matchbold, og kan med en top 8 placering realistisk lukke kampen om den samlede 6. plads. Sergio Perez og Kevin Magnussen er nærmeste forfølgere, men med henholdsvis 11 og 16 point op til Hülkenberg i den samlede stilling, er der snart ikke flere løbsweekender tilbage i 2018, hvor der kan skrabes point sammen.

Daniel Ricciardo bliver også spændende at følge. Australierens Pole Position i Mexico var én af sæsonens største successer, men endnu en DNF (Did Not Finish) på resultattavlen knækkede Ricciardo. Han virkede frustreret ud over det sædvanlige, da han mødte pressen i Mexico. Til trods for store frustrationer- og uheld i efteråret kan Ricciardo være godt tilfreds med sit 2018, da han stadig har to sejre i sæsonen. Ricciardo vil udnytte sin frustration i weekenden, hvorfor det bliver spændende, om Red Bull-raceren kan hjælpe Ricciardo til den ønskede succes.