Kinas Grand Prix 2018

En periode med Safety Car skabte stor ravage, og gjorde Kinas Grand Prix til et af de mest hæsblæsende i de senere år. Hvad kan vi tage med fra banen i Shanghai?

Top:

At kampen om sejren blev en "three team battle" er uden tvivl det bedste moment fra weekenden. Både Ferrari, Mercedes og Red Bull kunne vinde, og det mest positive var, at det var begge kørere fra holdene, der var i spil til sejren. Et kæmpe aktiv for sporten med et så tæt Grand Prix, selvom spændingen reelt blev skabt af Safety Car-perioden. Et podie med en kører fra hvert team vidner også om, at der til sidst ikke kunne laves taktiske træk fra nogle af holdene, men hver kører måtte sørge for sin egen succes.

Daniel Ricciardo tog sin første sejr i denne sæson, og blev helt fortjent valgt til "driver of the day". Sejren blev sikret ved stort mod og godt overblik i alle de nærkampe australieren var involveret i. Flere af bremseduellerne var meget tætte, men blev alle afviklet på en fair og effektiv måde, hvor der ikke blev taget høje unødvendige risici. Ricciardo viste endnu en gang, at til trods for de mindre gode kvalifikationer, er hans fart i selve løbene meget overbevisende.

Min personlige favorit til "driver of the day" var Nico Hülkenberg. Til trods for flere store præstationer for Renault i 2017 var dagens race i Kina Hülkenbergs bedste i den gule dragt. Endnu en stabil kvalifikation og et løb hvor ingen forkerte beslutninger blev taget. Overhalingerne blev afviklet med god timing, og tyskeren har sat sin holdkammerat Carlos Sainz Jr. under et hårdt pres. Hülkenberg er meget formstærk, og Renault har bygget en racer, der passer "the Hulk".

Flop:

Ferrari var søndagens største flop. Sejren blev givet til Red Bull på en dag hvor omstændighederne gjorde, at Kimi Raikkönen skulle have sejret. Først og fremmest var det en fejl af Ferrari ikke at kontrollere starten bedre, i stedet for at lade Sebastian Vettel mase sin holdkammerat ud af top 5 med vilje. Med Safety Car-perioden blev omstændighederne spillet i hænderne på Ferrari, da Raikkönen på det tidspunkt lå bag de to Red Bulls. De to Red Bull-racere blev hurtigt kaldt i pit, men hvor var kaldet til Raikkönen, der også kunne være nået i pit? Håbløst at et overdrevet Ferrari-fokus på Vettel koster en sejr til teamets anden racer.

Romain Grosjean gjorde sit job til fulde, da han fik raceren i Q3 ved kvalifikationen. Alt herefter var direkte til glemmebogen. Franskmanden rodede rundt i den forkerte ende af feltet det meste af søndagens Grand Prix, og virkede usikker allerede da lamperne slukkedes på startgridden. Grosjean blev mentalt sat tilbage, da han fik teamordre på, at lukke Kevin Magnussen forbi tidligt i løbet.

Selvom Max Verstappen ihærdigt forsøgte at køre sig til en plads på "flop-listen", går pladsen til Pierre Gasly. Helt i sidste uge, skurk i denne uge. Det var generelt en rigtig dårlig weekend for Gasly med en misset Q2 og et anonymt løb i bunden. Pludselig ville Gasly hurtigt frem i rækkerne, hvilket ødelagde holdkammerat Brendon Hartleys løb, og fik Toro Rosso til at fremstå som de helt store klovne. Heldigvis for Gasly endte Verstappen med at udligne i kampen om dagens største fejlvurdering.